lørdag, d. 14. august, 2010
Engang imellem sidder jeg og kigger nogle af mine mange kogebøger igennem, for at få idéer til aftensmaden. Jeg fandt så en lækker, kold yoghurtsuppe med ovnstegt aubergine og courgette i bogen Den store let og lækkert kogebog. Kæresten lød mildest talt ikke særlig begejstret for retten, så jeg måtte jo hellere bare lave den en aften, hvor han skulle have en ven på besøg. Det har han så her til aften, så nu var tiden til at suppen skulle afprøves 😀
Jeg tror faktisk det er første gang, jeg prøver en kold suppe. Men jeg må sige, at jeg er blevet vældig positivt overrasket 😀 Det smagte simpelthen så godt. Hvis man godt kan lide eksotiske retter med kokosmælk, blandet sammen med hvidløg, chili og citron, så er jeg sikker på, man også kan lide smagen af denne ret 🙂 Den er absolut ikke stærk. Faktisk er den meget mild i smagen, men med et twist af hvidløg, den græske yoghurt, citronskal samt purløg. De 2 sidste ingredienser giver lige retten det sidste pift, hvorfor jeg ikke synes man kan undvære at komme det på 🙂 Derudover er det bare så lækkert og dejligt med den ovnstegte aubergine og courgette i retten.
Jeg fik valnøddebrød, som jeg bagte tidligere i dag, som tilbehør. Igen må jeg sige, at netop dette brød passer enormt godt til smagen for denne ret.
Min meget skeptiske kæreste, smagte i øvrigt suppen, og han blev også positivt overrasket. Efter hans eget udsagn, havde han forventet, det var værre 😛
Opskriften egner sig til 4 personer.
Bland alle ingredienserne til suppen og stil den i køleskabet.
Del courgette og auberginen i mindre stykker, pensl med olie og krydr med salt og peber. Bag dem i ovnen ved 220 grader i ca. 20 min.
Anret suppen med de afkølede grøntsager i, og drys med klippet purløg, paprika og revet citron over retten.
Kategori(er): Aftensmad, Gastronomi
Tags: courgette, Den store let og lækkert kogebog, eksotiske retter, græsk yoghurt, kokosmælk, Kold yoghurtsuppe, ovnstegt aubergine, Valnøddebrød