Hjemmebagte vanillekranse med sprød krumme

torsdag, d. 20. november, 2014

Sprøde vanillekranse

Jeg må tilstå, at efter jeg er blevet mor til en skøn dreng i august måned, og yderligere også er blevet gift, har jeg ikke lige haft det store overskud eller tid til at blogge. Nu nærmer julen sig, og jeg har endelig fået købt en kødhakker, så nu blev der lavet en omgang vanillekranse. Jeg har eksperimenteret lidt frem og tilbage med nogle opskrifter, som til sidst (indtil videre) er endt ud med denne 🙂 Jeg har tilsat lidt potaske, som giver vanillekransene en sprød krumme. Derudover er der blevet tilsat hele vanillestangen, og ikke bare kornene 😀 Jeg har desuden valgt at tilsætte lidt fløde, da jeg har gode erfaringer med det i forhold til denne opskrift på pebernødder, som vidst nok minder om Lagkagehusets pebernødder.

Ud af denne opskrift fik jeg 50 vanillekranse – som er forholdsvis store i det.

  • 300 g hvedemel, plus evt. lidt ekstra mel, når dejen er samlet – hvis den er for klistret
  • 3/4 tsk potaske opløst i lidt varmt vand
  • 2 vanillestænger
  • 125 g sukker (jeg brugte rørsukker, da det var det eneste, vi havde)
  • 200 g smør
  • ½ sammenpisket æg
  • ½ dl fløde

Fremgangsmåde

Flæk vanillestangen, og skrab kornene ud. Mas dem med lidt af sukkeret, så kornene bliver skilt ad.

Klip vanillestangen i små stykker og blend dem med sukkeret, og vanillekornene.

Bland vanillesukkeret med mel, potaske, fløde og små stykker smør, og ælt dejen med lidt sammenpisket æg.

Pak dejen ind i film, og lad den hvile koldt i mindst ½ time, før den sprøjtes ud i kranse.

Bag vanillekransene i en 200 grader varm ovn i ca. 8 minutter.

Kommentarer

  1. Hjertelig tillykke med både barn og bryllup.
    Håber det hele gik godt.

    Rart du er aktiv igen på bloggen

  2. Glæder mig til at prøve at bage disse vaniliekranse

floral decoration