torsdag, d. 23. juni, 2016
Jeg er nu officielt gået ind i et nyt årti, og det krævede selvfølgelig en lækker kage til fejring af dette. Jeg har efterhånden god succes med den lækre Bedstemor Ands chokoladekage, så jeg bagte selvfølgelig den. Den er altid rigtig lækker og svampet, og er et sikkert hit hver gang – og som bonus kan den varieres i det uendelige med pynt. En god chokoladekage kræver vel næsten også en god creme. Derfor valgte jeg at lave tobleronecreme, som blev fordelt i et enkelt lag i midten af kagen, og igen på toppen. Man kan med fordel have lave kagen i forvejen, så den bare skal tages op af fryseren, lade den tø op og herefter klar til brug. Det sparer man en del tid ved.
Kagen blev pyntet med sæsonens lækreste bær, nemlig friske danske jordbær, hindbær og blåbær. Jeg holder meget af, at pynte mine kager med blomster. Det gør virkelig noget godt for synsindtrykket af en kage. En ellers ret standart (omend meget lækker) chokoladekage kommer lige pludselig til at ligne en million. Jeg klippede derfor et par roser fra haven, samt nogle af de sidste hyldeblomster og pyntede den fine fødselsdagskage.
Dagen før – start med at forberede tobleronecremen.
Varm fløden op i en gryde, og smelt hakket chokolade i den varme fløde til al chokoladen er smeltet.
Lad chokoladeblandingen stå på køl natten over i køleskabet.
Herefter lave chokoladekagen – kan evt. bages på forhånd som jeg gjorde – frys kagen, tag den op aftenen før den skal bruges og lad den tø op.
Pisk æggene let sammen i en skål. Sigt mel, bagepulver, sukker, vanillesukker og kakao i en anden skål.
Vend ligeså stille de tørre ingredienser i æggene, til det er godt blandet. Men rør ikke for meget i det.
Smelt smørret og lad det afkøle lidt, vend det i dejen.
Tilsidst vendes den varme kaffe i.
Gnid en springform med smør og drys rasp i den. Hæld dejen i, og bag den i ca. 40 min. ved 175 grader.
Lad kagen afkøle helt.
Når kagen er afkølet, flækkes den på langs, så man ender ud med at have en top og en bund.
Pisk den afkølede trobleronecreme ved middel-hastighed, så cremen ikke bliver grynet. Pas på lige pludselig går det stærkt med at få cremen stiv.
Fordel forsigtigt ca. 2/3 af cremen på bunden af kagen, læg toppen på, og smør forsigtigt resten af cremen ud på toppen. Tag lidt creme ad gangen til at starte med, for kagen kan nemt smuldre – ikke pga. tørhed dog 🙂
Pynt med sæsonens friske jordbær, hindbær og blåbær.