Speltboller med pekannødder

fredag, d. 20. juli, 2012

Vi manglede lidt brød til fryseren, så jeg har været i gang med at bage disse Speltboller med pekannødder. Egentlig har jeg brugt grundopskriften fra det super lækre valnøddebrød, men da vi prøver at spare mest muligt, kunne jeg jo ligeså godt udnytte de ingredienser, vi havde i skabet. Så i stedet for at lave 2 store lækre brød, lavede jeg disse lækre boller med speltmel og nogle rester af pekannødder. Der er efter min mening ikke den store forskel på smagen af valnødder og pekannødder – måske er pekannødderne lidt mindre bitre end valnødder.

Til trods for at der egentlig ikke blev lavet de store ændringer i forhold til den oprindelige opskrift, føltes disse brød en smule anderledes. De virkede lidt lettere i konsistensen end valnøddebrødene, men var stadigvæk ret saftige pga. kærnemælken og nødderne.  Dog kan det nok også godt have noget at sige, at det er lavet til boller i stedet for 2 store brød. Herudover er disse speltboller en anelse mildere i smagen – ikke meget, men dog alligevel lidt.

Speltbollerne egner sig bedst som madbrød, og er således ikke en decideret kaffe- og kage-bolle. Men dejligt til en lille sandwich.

Jeg fik 11 forholdsvis store speltboller ud af opskriften.

  • 4 dl lunken vand
  • 50 g gær
  • 3 spsk honning eller sirup
  • 1 spsk salt
  • 2 dl kærnemælk
  • 2 tsk fennikelfrø (Jeg undlod at bruge dem, da de ikke var at finde blandt mine mange krydderier)
  • 100 g pekannødder
  • 300 g groft speltmel
  • ca. 700 g hvedemel (Tager altid melet på slump, for at have føling med mætheden i dejen)

Fremgangsmåde

Rist pekannødderne let på en tør, hed pande, til de dufter. Lad dem afkøle lidt og hak dem groft.

Opløs gær, honning og salt i det lunkne vand og tilsæt kærnemælken. Stød fennikelfrøene let i en morter eller elektrisk kaffemølle.

Tilsæt fennikel, de hakkede valnødder samt melet, og ælt dejen grundigt, til den er fast og smidig.

Stil dejen overdækket på et lunt sted og lad den hæve til dobbelt størrelse, ca 1 time. Slå dejen ned, ælt den igennem og form den boller – tryk dem let flade.

Læg bollerne på bageplade med bagepapir, drys dem med hvedemel og snit dem på kryds og tværs med en skarp kniv.

Lad brødene efterhæve 20-30 minutter.

Bag speltbollerne i ovnen ved 200 grader i ca. 15-20, til de er gyldne og lyder hult, når du banker dem i bunden.

Kommentarer

  1. Rigtig gode bolle. Jeg er ved at bage dem for anden gang! Jeg får dog 16 boller i god størrelse ud af opskriften.

floral decoration