Cremet waldorfsalat med ristede valnødder

tirsdag, d. 21. juli, 2015

Waldorfsalat

Der findes utallige opskrifter på waldorfsalat, og jeg har længe haft en idé om, hvordan min version skulle være. Waldorfsalat får vi faktisk aldrig, og det bunder nok i, at ingen af os er vilde med blegselleri, som jo skal i sådan en salat. Derudover er jeg faktisk heller ikke den store fan af valnødder.

Noget af succesen for mig må bl.a. være at man rister valnødderne i ovnen – det giver en helt anden og knap så bitter smag, og så bliver de lækre og sprøde. Dernæst handler det om at skære stænglerne med blegselleri i meget tynde skiver. Dette gør, at smagen bliver mere afdæmpet.

Som snask har jeg valgt at benytte blandingen med min farmors opskrift på mayonnaise sammen med creme fraiche. Elsker den blanding – den kan bruges til alverdens salater af denne type.

Til 4-6 personer som tilbehør har jeg brugt følgende:

  • 2 Granny Smith æbler
  • 300 g vindurer
  • 3 tynde, sommer-blegselleri i tynde skiver
  • 50 g ristede valnødder
  • 1 dl hjemmelavet mayonnaise
  • 1 dl creme fraiche
  • 1 tsk sukker
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Opvarm ovnen til 160 grader, og bag valnødderne i 10 minutter. Lad dem køle helt af.

Bland creme fraiche og hjemmelavet mayonnaise sammen i en skål, og smag til med sukker, salt og peber.

Fjern kernehuset i æblerne og skær dem ud i mindre tern.

Halver vindurerne og bland dem sammen med æblerne ned i dressingen.

Skær tynde skiver af blegselleri og bland dem sammen med æbler, vindruer og dressingen.

Ved servering drysses hakkede valnødder over – på den måde bevarer de deres sprødhed.

floral decoration