Hjemmelavet mayonnaise – en opskrift fra min farmors køkken

lørdag, d. 21. juli, 2012

Vi havde nogle rester af pasteuriserede æggeblommer, så jeg gik i går i gang med at lave min egen mayonnaise, som skulle bruges i forbindelse med noget hjemmelavet kyllingesalat. Mayonnaise er meget nemt at lave, hvis man man husker at piske godt i massen, og ikke tilsætter mere olie, før blommerne har optaget al olien.

Dette er en opskrift, jeg har fået fra min farmor. Egentlig var det hendes veninde, der plejede at lave mayonnaisen, men nu synes jeg lige, at jeg ville give det et forsøg. Har læst et enkelt sted, at æggeblommerne ikke må være kolde. Jeg oplevede dog ingen problemer i at bruge køleskabskolde æggeblommer og køleskabskold solsikkeolie.

Jeg brugte som sagt en del af mayonnaisen til en kyllingesalat. Det smager simpelthen bare SÅ godt, at bruge den i salater eller remoulader for den sags skyld.

Jeg har herunder halveret den oprindelige opskrift.

  • 2 pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
  • 4-5 dl solsikkeolie (alt efter hvor tyk mayonnaisen skal være – jo mere olie, jo tykkere bliver den. Jeg brugte kun 4 dl, da jeg lavede den)
  • 1 spsk flormelis
  • Ca. ½ tsk atamon
  • 3 spsk lagereddike
  • Evt. en smule salt (det bruger jeg ikke, når mayonnaisen skal bruges i fx en kyllingesalat)

Fremgangsmåde

Pisk blommerne luftige til de tykner, og bliver lysegule i farven med en elpisker – jeg piskede ved lav hastighed.

Imens der piskes hældes en lille bitte smule olie i. Al olien skal være optaget i æggeblommerne før, der tilsættes mere olie. Jo længere man kommer hen i processen, jo mere olie kan mayonnaise trække ad gangen. Gentages til al olien er opbrugt, eller til man har den ønskede tykkelse – OBS det bliver en smule mere cremet/tyndere i konsistensen, når de resterende ingredienser blandes i.

Pisk herefter flormelis, atamon og lagereddike i.

Evt. smag til med lidt salt.

Kommentarer

  1. En dag bør jeg altså også prøve at lave mayo selv – prismæssigt kan det vist helt sikkert godt betale sig!
    Jeg tror forresten umiddelbart, at det medm at æggene helst ikke skal være kolde, skyldes, at det – så vidt jeg ved – er de færreste, der opbevarer olie på køl. Det lyder det til, at du gør, hvorfor du ikke havde problemer med temperaturforskelle, som man ellers nok ville 🙂

  2. Hej Xenia,
    Ja, det kan der være noget om – at det er pga. temperaturforskellen. Lidt ligesom husblas 🙂

floral decoration