Syndige fastelavnsboller med masser af vanillecreme

søndag, d. 13. januar, 2013

Vi havde min lillesøster til overnatning, og da hun ELSKER mine fastelavnsboller, og der kun er lidt under 1 måned til fastelavn, så benyttede jeg lejligheden til at fylde vores maver med syndige og lækre fastelavnsboller med masser af creme – eller måske skulle man nærmere omdøbe dem til cremeboller 😉

Jeg benytter den samme opskrift år, efter år, efter år – for den slår aldrig fejl i min omgangskreds. Synes ofte jeg hører folk har problemer med, at cremen flyder ud. Jeg oplever det kun i tilfælde af, at dejen ikke er blevet lukket ordentligt under bunden – og jeg putter nærmest oceaner mængder creme i. I mine fastelavnsboller skal der nemlig være et overflod af creme – eller nærmere betegnet en lækker, hjemmelavet vanillecreme. I år brugte jeg hel vanillestang + korn, og det blev også super lækkert. Men ok, jeg er også stor fan af vanille. Hvis man nu er en af de få, som ikke er så vild med den store mængde creme, kan man sagtens fordele mindre creme i bollerne.

Dejen ved denne opskrift er rigtig dejlig nem at arbejde med – har en stærk fornemmelse af, at det er piskefløden, der er årsagen til det. Nogle gange skal man bruge den ægte vare, og det nytter derfor ikke at prøve at lave disse fastelavnsboller sundere ved at erstatte fløde med mælk.

Jeg fik også lavet et par fastelavnsboller med en klat nougat i – sammen med vanillecremen, men har ikke selv fået dem smagt endnu. De ligger i fryseren, og venter på at jeg griber fat i en af dem.

Jeg har brugt følgende opskrift på disse syndige fastelavnsboller – og får ca. 16 store og lækre fastelavnsboller ud af opskriften.

Kommentarer

  1. De er så gode de fastelavnsboller, må også snart have bagt første omgang “cremeboller” 😉

  2. Hej Louise,
    Ja, de er nemlig super lækre – det er med at bage dem så tidligt som muligt, så man kan nå at bage 2 omgange 😀

  3. Kan de fryses – eller hvor længe kan de holde sig?

  4. Hej Malene,
    Det kan sagtens fryses – hvis ikke de bliver frosset kan de nok holde sig et par dage i en lukket pose. Her bliver fastelavnsbollerne lækre og bløde. Jeg plejer at varme dem i ovnen, når de har været frosne. De kan selvfølgelig også lige lunes i ovnen dagen efter de er bagt, så man får bollen mere sprød, hvis man ikke er til det bløde.

  5. Hej.
    De fastelavnsboller bliver vi nødt til at prøve:-)
    Jeg skal lave dobbelt portion. Jeg har kun få gange lavet hjemmelavet creme, og begge gange med vanillesukker.
    Denne gang vil jeg bruge vanillestænger.
    Mit spørgsmål er så: skal jeg bruge 2 vanillestænger til en dobbeltportion?
    I andre tilfælde skal der jo ikke dobbelt krydderi ved fordobling af opskrifter – og det ville jo være ærgerligt at ødelægge bollerne:-)

  6. Hej Eva,
    Umiddelbart vil jeg bruge to vanillestænger til dobbeltportion creme. Lige præcis med vanille, synes jeg ikke det gør noget, man kommer mere i end angivet. Men måske er det nok også lidt af en smagssag. Ellers kan du jo putte 1½ vanillestang i, hvis du synes det andet lyder voldsomt 🙂 Nu når jeg tænker mig om, så tror jeg faktisk, jeg ville bruge 1½ vanillestang (korn + stang), og ikke 2.

  7. Hej.

    Har lige et spørgsmål, jeg håber i kan svare mig på. Jeg ved at når man først har tøet fastelavnsboller, så må man ikke fryse dem igen, men hvor længe kan fastelavnsboller med creme holde sig ude? Jeg tænker på at selvom man ikke kan se mug på bollen/bollerne, kan cremen så godt blive for gammel i bollen? Jeg tog 3-4 stk. op enten søndag sent aften eller mandag morgen.

    Mvh Simone

  8. Hej Simone,
    Hmm et godt spørgsmål – tænker at cremen godt kan blive for gammel, da der jo er mælk og æg i. Tænker umiddelbart at dem, du har taget op er på grænsen for holdbarheden.

floral decoration