Sprøde og knasende brændte mandler

søndag, d. 20. december, 2020

 


Når man finder en god opskrift på brændte mandler, og man hvert år er bange for at glemme den eller ikke kan finde den, så er det måske på tide at få den skrevet ind på bloggen.

Brændte mandler er virkelig nemme at lave, når først man kender de forskellige faser. For mange år siden, da jeg prøvede at lave brændte mandler første gang, mislykkedes det totalt – da jeg netop ikke gik videre til næste fase, og troede at alt var ødelagt. Selvom at brændte mandler er nemme at lave, skal man have god tid og en god portion tålmodighed.

Disse brændte mandler er knasende sprøde, og smager som dem, man køber “på gaden”.

Til en portion skal bruges:

  • 200 g mandler
  • 200 g rørsukker
  • 3/4 dl vand
  • 1/2 tsk vanillesukker

Fremgangsmåde

Kom alle ingredienser op i en pande og rør godt rundt – jeg bruger en wok, da den er perfekt til formålet.

Tænd for kogepladen på det næsthøjeste trin – jeg har den her på 7 ud af 9.

Lad massen koge mens vandet fordamper under konstant omrøring.

Når vandet er fordampet, ligner massen en blanding af sand og mandler.

Nu til den vigtige proces og god portion tålmodighed – sænk temperaturen til mellem 4-5 på kogepladen, og rør konstant rundt i massen.

Mens der røres og røres, begynder sukkeret ligeså stille at smelte/skinne – denne proces tager nok ca. 15 minutter.

Under denne proces svinger temperaturen mellem 5-6 på mit komfur. Når massen smelter for hurtigt skruer jeg ned, og når den smelter for langsomt skruer jeg op.

Jeg fortsætter denne proces indtil alle mandlerne skinner tilpas – hverken for meget, så alt sukkeret smelter på mandlerne, eller for lidt, så mandlerne stadig er hvide.

Når sukkeret er tilpas smeltet på mandlerne, tages mandlerne af – og fordeles ud på et stykke bagepapir. Skil mandlerne ad med to gafler mens de stadig er varme.

Lad mandlerne køle helt af – og spis…

floral decoration