Spicy nytårssuppe med oksekød, gulerødder og persille

mandag, d. 6. december, 2010

Nytårssuppe med creme fraiche

Findes der noget bedre end suppe på en kold vinterdag? Næppe, så aftensmaden bestod i dag af en spicy nytårssuppe med oksekød, gulerødder og persille.  Suppen plejer altid at falde i god jord, specielt fordi den er dejlig krydret og med masser af grøntsager. Som suppens navn angiver, lægges der op til at få suppen 1. nytårsdag, hvor man alligevel aldrig gider at lave noget mad. Denne suppe kan (ligesom mange andre supper) laves i forvejen, så man skal kun varme den, når den skal spises.

Opskriften er beregnet til 4 personer.

  • 500 g hakket oksekød
  • 2 spsk olie
  • 1 løg
  • 2 peberfrugter
  • ½ rød, renset og hakket chili eller lidt sambal oelek
  • 3 gulerødder
  • 3 spsk frisk hakket persille
  • 1 l oksebouillon
  • 1 ds. flåede tomater
  • 2 tsk paprika
  • 1 tsk oregano
  • Salt og peber

Tilbehør

  • Creme fraiche (kan undlades)
  • Groft brød

Fremgangsmåde

Hak løget og svits det i olien. Tilsæt kødet til det har skiftet farve. Skær peberfrugterne og gulerødderne i tern, og tilsæt det kødet et par min.

Tilsæt de øvrige ingredienser og lad suppen snurre under låg i ca. 30 min.

Kør creme fraichen glat i en minihakker (eller hvad man nu har stående), og anret suppen med den, samt lidt frisk persille. For mig gør det en stor forskel om creme fraichen er kørt glat. Smagen i sig selv bliver ikke så meget anderledes, men man tager meget mindre creme fraiche på suppen, hvilket forbedrer de forskellige smagsnuancer meget.

Server evt. suppen med groft brød til.

floral decoration