Thailandsk nudel-ret med porrer, gulerødder, frisk basilikum og peanuts

onsdag, d. 9. maj, 2012

Dagens aftensmad bestod af denne lækre Thailandske nudel-ret med porrer, gulerødder, frisk basilikum og peanuts. Dejlig let og lækker ret med masser af grøntsager. Jeg elsker frisk basilikum, og som altid fuldendte det også denne ret.

Desværre havde vi ikke mere sød chilisauce tilbage, så er sikker på at denne nudel-ret smager endnu bedre, når det bliver tilsat. Jeg synes godt det indimellem kan være lidt svært at få brugt hakket svinekød – har meget nemmere ved at finde på noget med hakket oksekød. Så jeg søgte lidt rundt på nettet, og fandt inspiration til denne opskrift hos Vores Mad. Jeg undlod dog flere af ingredienserne, for at vi ikke skulle handle alt for meget ind – og desværre måtte jeg også undvære min elskede søde chilisauce.

Men det betyder dog langt fra, at det ikke var en vellykket ret – for det smagte nemlig rigtig dejligt 😀

Opskriften rækker til 4 personer.

Nudel-ret

  • 1 pakke æg-nudler til 4 personer
  • 500 g hakket svinekød
  • 2 fed hvidløg
  • 3 porrer
  • 4 gulerødder
  • 1 rød snackpeber
  • Lidt chilikerner
  • 4-6 spsk sød chilisauce
  • 1 lime
  • Ca. 1 spsk sukker
  • Salt

Tilbehør

  • Basilikumblade
  • Hakkede peanuts

Fremgangsmåde

Start med grøntsagerne: Skær porren i tynde skrå skiver, skær gulerødder i fine, tynde juliennestave, og og skær den røde snackpeber i små stykker.

Svits presset hvidløg i lidt fedtstof i enten en wok eller sauterpande, tilsæt kødet og lad det brune.

Kog nudlerne som anvist på pakken.

Kom porrerne ved, og lad det svitse nogle minutter til porrerne begynder at blive lidt bløde i det.

Tilsæt gulerødderne, snackpeber, lidt chilikerner, sød chilisauce og lime, og lad det simre i ca. 4 minutter – til gulerødderne bliver let bløde i det.

Smag til med salt og sukker.

Server retten med lidt hakkede peanuts og hakkede basilikumblade hen over.

floral decoration