Pastaret med valnøddepesto, grønne asparges og broccoli asparges

lørdag, d. 14. marts, 2015

Pastaret med valnøddepesto, grønne asparges og broccoli asparges

Vi elsker pastaretter herhjemme – og denne ret er ingen undtagelse. Den er dejlig forårsagtigt, og selv vores søn på lige knap 7 mdr. er vild med valnøddepestoen – noget som jeg selv var meget skeptisk omkring, da valnødder godt kan være bitre. Vi er i fuld gang med at overgå til fast føde, og dermed også en bombardering af smagsindtryk. Oftest lander det hele på gulvet, men lige valnøddepestoen og de grønne asparges var et stort hit 😀

På trods af, at jeg ikke er helt vildt stor fan af valnødder, må jeg sige, at jeg faktisk bedre kan lide denne hjemmelavede pesto fremfor at bruge pinjekerner, som man normalvis gør. De ovnbagte valnødder gør virkelig noget godt for smagen.

Basis-opskriften har jeg fundet på Oprahs side, men har lavet lidt småjusteringer rundt omkring.

Til 2-3 personer, har jeg brugt:

 

  • 1½-2 dl valnødder
  • 2 mindre potter basilikum(blade)
  • 1 lille fed hvidløg
  • Friskkværnet salt og peber
  • Ca. 1 dl solsikkeolie
  • 250 g pasta
  • 350 g grønne asparges
  • 125 g broccoli asparges
  • Lidt olivenolie ved servering

Fremgangsmåde

Forvarm ovnen til 150 grader. Fordel valnødderne på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ca. 10 minutter. Lad dem afkøle helt.

Kog pastaen i letsaltet vand til de er færdige.

Imens pastaen koger, forberedes valnøddepestoen.

Kom næsten alle valnødderne i en minihakker/blender – gem lidt til serveringen. De friske basilikum blade tilsættes sammen med 1 fed presset hvidløg, solsikkeolie og salt og peber. Blend massen til det er helt blendet sammen – evt. tilsæt mere olie indtil den rette konsistens opnås.

Klargør de grønne asparges og broccoli asparges. Varm en pande op med lidt olie, og saurter grøntsagerne i 5 minutter – de skal stadigvæk have lidt bid i. Krydr med salt og peber.

Server den kogte pasta, fordel grøntsagerne over pastaen sammen med valnøddepestoen, og dryp lidt olivenolie over retten og de resterende ovnbagte valnødder.

 

 

floral decoration