Pasta-ret med hasselnøddesauce, squash, basilikum og friskrevet citron

fredag, d. 6. maj, 2011

Alene hjemme som man nu engang er her til aften, måtte der gerne eksperimenteres en smule. Jeg havde lyst til at lave en pasta-ret til aftensmad, og ledte forskellige opskrifter igennem. Jeg fandt 2, som jeg synes lød vældig spændende, den ene fra Den store let og lækkert kogebog, og den anden fra Louisa Lorang. Men altså, man kan jo ikke spise 2 pasta-retter på én gang 😛 Så jeg besluttede mig for at mixe dem lidt sammen, og tage lidt ingredienser fra den ene ret og tilsatte så ingredienserne fra den anden ret, og lavede det til min egen ret. Så aftensmaden bestod af en pasta-ret med hasselnøddesauce, squash, basilikum og friskrevet citron.

Jeg havde en fornemmelse af, at flere af ingredienserne ville være meget fremtræden. Men sådan gik det ikke. Det var tværtimod en meget mild ret, hvor det friskrevet citronskal lige gav retten et ekstra twist. Det var en helt udmærket ret, som jeg godt kunne finde på at lave igen 🙂

Til 2-3 personer er der brugt:

  • 1 squash
  • 3 fed, presset hvidløg
  • Lidt olie
  • Lidt smør
  • 25 g hakkede hasselnødder (evt. lidt ekstra til servering)
  • 1/4 l madlavningsfløde
  • ½ pose revet ost
  • Salt og peber
  • 250 g frisk Fettuccine pasta
  • Revet citronskal
  • Friskhakket basilikumblade

Fremgangsmåde

Riv squash, og steg det sammen med hvidløg på en pande med lidt olie. Det skal ikke tage farve, kun lige falde lidt sammen. Hæld det herefter over på en tallerken, mens hasselnøddesaucen laves.

Kog pastaen som anvist på pakken.

Kom lidt smør på panden og rist de hakkede hasselnødder, til de begynder at blive let brune. Hæld madlavningsfløde over dem, og rør godt rundt i ½-1 min. Skru ned for varmen evt. sluk for det, så det ikke brænder på. Tilsæt det revet ost, og rør godt rundt igen.

Herefter tilsættes squash-blandingen, samt pastaen. Smag til med salt og peber.

Drys friskhakket basilikumblade, lidt hakkede hasselnødder og revet citronskal over retten, og server.

floral decoration