Nem og fantastisk tunmousse med karry, hvidløgsstegte grønne asparges og hjemmelavet thousand island dressing

søndag, d. 5. maj, 2013

For efterhånden nogle uger siden var vi en tur hjemme hos en af mine gamle barndomsveninder og kæreste. De bor her i byen, så det er rart at vi er kommet tættere på hinanden igen efter vi er flyttet til Vejle. Jeg elsker at komme hjem til dem at få god mad. Og sidste gang var heller ikke nogen undtagelse – her bestod forretten nemlig af tunmousse. Men ikke bare hvilken som helst tunmousse. det er nok den nemmeste og klart den mest velsmagende, jeg har smagt. Så den blev jeg selvfølgelig nødt til at lave i dag på sådan en forårssøndag.

Det, der gør denne tunmousse helt speciel er at den ikke er lavet på hverken husblas eller creme fraice. Nej, den er tværtimod lavet på flødeost naturel. Dem, som kender mig, ved min store modstand for ost. Jeg kan lige klare pizzaost, og også flødeost, der bliver blandet op med noget til fx glasur på en kage. Så jeg er meget positivt overrasket hvad en simpel flødeost kan gøre for en tunmousse. Den bliver simpelthen så lækker og cremet, og smelter nærmest på tungen af lækkerthed i konsistens. Så det er ikke sidste gang denne opskrift bliver lavet.

Som tilbehør fik vi grønne asparges, der blev stegt i lidt hvidløg på panden, samt en hjemmelavet thousand island dressing. Vi har altid ingredienserne til denne dressing i køleskabet, så det tager ingen tid at bikse sådan en sammen.

Tunmoussen rækker til 4 personer, hvis den serveres som forret. Ellers er den til 3 personer med det tilbehør, vi fik til.

  • Ca. 1-1½ dl creme fraiche
  • 1-2 spsk ketchup
  • Ca. ½-1 tsk engelsk sauce
  • 2 ½ fed presset hvidløg (1 fed til dressing, de 2 fed til de grønne asparges)
  • ½ tsk sukker
  • Lidt citronsaft (både til dressing og tunmousse)
  • Salt og friskkværnet peber
  • 200 g flødeost naturel
  • 2 ds tun
  • Ca. 1 tsk karry
  • ½ revet løg
  • 500 g grønne asparges

Tilbehør

  • Godt brød
  • Grøn salat

Fremgangsmåde

Bland creme fraiche sammen med ketchup, engelsk sauce, ½ fed presset hvidløg, sukker og lidt citronsaft. Smag dressingen til med salt og peber, og lad den trække imens de øvrige ting laves.

Bland tun med flødeost, lidt citronsaft, ½ revet løg, karry og smag til med salt og peber.

Knæk enderne af de grønne asparges.

Varm lidt olie op på en pande, og steg let aspargesene i ca. 5 minutter. I de sidste minutter tilsættes 2 fed presset hvidløg, og der krydres med salt og peber.

Server de grønne asparges med tunmoussen, den hjemmelavede thousand island dressing samt lidt grøn salat og godt brød til.

floral decoration