Kartoffelkurve med råsyltede balsamicobrombær, kylling og safransauce med et appelsin-twist

onsdag, d. 22. september, 2010

Kæresten skulle arbejde over i dag, hvilket betød at jeg selv måtte finde på noget at spise. Kiggede lidt i mine kogebøger (som sædvanlig :P) og fandt en opskrift på nogle kartoffelkurve, som jeg var nødt til at prøve. Jeg fandt inspiration i nogle gamle hæfter, og kreerede nogle råsyltede brombær med balsamicoeddike og sukker som tilbehør. Jeg kan godt lide at retten har mange farver – dels ser det mere indbydende ud og dels får man flere forskellige vitaminer indenbords. Ja, man er blevet lidt miljøskadet af at have taget grundforløbet som køkkenassistent/ernæringsassistent 😛

I det hele taget er retten ikke særlig svær at lave. Den kan være tidskrævende, men det kan man bl.a. løse ved at bage/koge kartoflerne dagen før.

Retten er beregnet til 4 personer

Kartoffelkurve

  • 4 gange 15*15 cm frosset fillodej i dobbelt lageller dobbelt lag
  • 4 mellemstore bagekartofler (kan sagtens erstattes af mindre og almindelige kartofler – der skal blot bruges flere)
  • 1 dl blandede, hakkede krydderurter (jeg brugte persille, timian og brøndkarse)
  • ½ dl olie
  • 1 æggehvide
  • Salt og peber
  • Lidt muskat

Råsyltede balsamicobrombær

  • Ca. 200-300 g brombær (må gerne være frossen)
  • Ca. 1 spsk sukker pr. 100 g brombær
  • Lidt mørk balsamicoeddike

Safransauce med et appelsin-twist (til 2 personer)

  • 1 dl grøntsagsbouillon
  • 2 dl cremefraiche 38%
  • ¼ tsk safrantråde
  • 25 g smør
  • 1 tsk fintrevet appelsinskal
  • ½ dl friskpresset appelsinsaft

Fremgangsmåde råsyltede balsamicobrombær

Hæld brombærrene i en skål, og tilsæt sukker og balsamicoeddike. Lad blandingen stå at trække i ca. 4 timer.

Fremgangsmåde kartoffelkurve

Tø fillodejen op.

Bag kartoflerne møre i ovnen i 3/4-1 time ved 200 grader, eller kog kartoflerne 20-30 min, lad dem afkøle lidt og træk skrællen af.

Mos kartoflerne og rør dem med olie, æggehvide og kryderurter. Krydr med salt, peber og muskat.

Læg dejen i 4 smurte portionsforme, så snipperne rager lidt op over kanten. Fordel mosen i formene. Sæt dem i ovnen på midterrillen i ca. 20 min. ved 200 grader.

Fremgangsmåde safransauce med et appelsin-twist

Smelt smøren i en gryde ved lav varme, tilsæt appelsinskal, appelsinsaft og safran, lad det simre i et par min. Tilsæt grøntsagsbouillon.

Tilsæt cremefraiche og lad sauce blive varme ved middel varme og under omrøring i et par min.

Server de færdigbagte kartoffelkurve, råsyltede balsamicobrombær og safransauce med stegte kyllingefileter.

Kommentarer

floral decoration