fredag, d. 11. marts, 2011
Aftensmaden har i dag bestået af en Karrykyllingsalat med brøndkarse, druer, blommer og foccacia som tilbehør. Det er en dejlig let salat, som både kan serveres som forret eller aftensmad.
Jeg er jo ret vild med frugter i salat, og i dag var ingen undtagelse. Blommerne og vindruerne er rigtig lækre sammen med den karrykrydrede kylling, og dressingen med et twist af appelsin og rødvinseddike. Opskriften er oprindelig fra bogen Grill – opskrifter, teknikker og redskaber, så denne ret egner sig i høj grad også til de lune sommeraftner ved grillen. Jeg valgte i øvrigt at pynte med lidt revet appelsinskal, hvilket gav retten et ekstra pift.
Som tilbehør til retten fik vi foccacia med rosmarin og krystalsalt, hvilket var med til at give en dejlig mæthedsfornemmelse.
Opskriften egner sig til 4 personer – hvis den bruges som en forret. Hvis den bruges som en hovedret er det en god idé at lave lidt ekstra af salaten.
Kom appelsinsaften i kog i en kasserolle ved høj varme, skru ned for varmen, og lad den småkoge, til den er kogt ind til ca. 4 spsk (ca. 20 min.). Tag den af varmen, og lad den køle ned til stuetemperatur.
Tilsæt olie, rødvinseddike, persille, salt og peber. Pisk det sammen.
Bland vindruer, blommer og brødkarse sammen. Hæld evt. dressingen over salaten.
Rør olie og karry sammen i en skål sammen med salt og peber, og tilsæt kyllingefileterne. Steg dem over middelvarme på en pande, så karryen ikke branker.
Når kyllingefileterne er færdigstegte, skæres de over diagonalt i strimler og arrangeres på salaten sammen med dressingen.
Kategori(er): Aftensmad, Gastronomi, Sund mad
Tags: appelsinskal, blommer, druer, ferskner, foccacia, Karrykyllingsalat med brøndkarse, nektariner, rødvinseddike