tirsdag, d. 16. juli, 2013
For et par weekender siden var jeg alene hjemme, og det skulle selvfølgelig udnyttes med lidt eksperimenter. Det er jo højsæson for ferskner og nektariner, og jeg elsker sådanne tropiske frugter både i mad og bare at spise. Jeg lavede derfor en Peach melba salat med avocado, hindbær-vinaigrette, ristede cashewnødder og skinkeschnitzel – virkelig en super lækker sommersalat, specielt vinaigretten var jeg vild med. Smagsnuancerne stemte perfekt overens med hinanden, så man både kunne smage de friske hindbær, hvidløget, sennep og den lyse balsamicoeddike.
Opskriften på hindbær-vinaigretten fandt jeg hos Closet Cooking, der er nok til ca. 2-3 personer. Det er altid interessant at følge med i hans eksperimenter og madlavning, og det er for det meste lige til at gå til. Vi havde en rest nektariner, som trængte til at blive brugt, men man kan ligeså godt bruge ferskner til denne salat. Hindbærrene kan med fordel også udskiftes med jordbær.
En håndfuld cashewnødder tør-ristes på en varm pande til de begynder at tage farve – men lad dem ikke blive sorte. Lad dem køle helt af.
Skyld hindbær, og blend dem. Bland herefter balsamicoeddike i sammen med olie, sennep, honning, hvidløg og blend det sammen med hindbærrerne. Smag til med salt og peber.
Steg skinkeschnitzlerne til det er færdigstegte.
Forbered salaten imens.
Salaten skæres i mindre stykker.
Nektariner/ferskner og avocado halveres og skæres i tynde skiver, og blandes sammen med salaten. Avocadoen kan evt. serveres ved siden af.
De friske hindbær skylles og fordeles over salaten.
Server den færdigstegte skinkeschnitzel med peach melba salaten, de ristede cashewnødder, hindbær-vinaigretten, samt lidt brød til.
Kategori(er): Aftensmad, Gastronomi, Sund mad
Tags: ferskner, hindbær, hindbær-vinaigrette, hvidløg, jordbær, nektariner, Peach melba salat med avocado, ristede cashewnødder og skinkeschnitzel, sennep