lørdag, d. 15. december, 2012
Nu nærmer julen sig med hastige skridt, og jeg var derfor i gang med at lave lidt konfekt i går. Nu hvor vi er flyttet tættere på grænsen, og dermed kun har lidt over 1 times kørsel derned, tog vi derfor en smuttur derned for nogle uger siden – der skulle jo handles lidt ind til julegodterne 😉 Ofte plejer jeg at lave nogle Baileys-kugler, som altid plejer at være super lækre – men i år blev det nogle Kahlua-kugler med marcipan, nougat og nøddekrokant.
Førhen har vi stort set ikke haft alkohol som fx Kahlua eller Grand Manier, primært fordi jeg har svært ved at tåle alkohol/ikke kan lide det og kæresten mest er til en kold øl. Men synes ofte, jeg mangler det i madlavningen – det er i hvert fald træls at være afskåret fra en masse lækre retter, fordi man ikke har disse varer. Så der blev købt en flaske Kahlua nede ved grænsen – sammen med en masse chokolade 😉
Disse kahlua-kugler er super nemme at lave, og så elsker jeg bare nøddekrokaten på toppen af dem 🙂 Man kunne måske godt nedjustere mængden af Kahlua, det afhænger lidt af, hvor kraftige i smagen, man gerne vil have dem. Personligt synes jeg nedenstående mængde minder meget om Blommer i madeira – de der runde chokolader fra Anthon Berg.
Bland marcipan, kahlua og flormelis sammen – kan med fordel piskes, så det bliver blandet godt sammen.
Stil det ind i køleskabet ½ times tid.
Form bitte små kugler af nougat, form en marcipan-kugle, tryk den led flad og vikl marcipanen rundt om nougaten.
Smelt 2/3 mørk chokolade over vandbad, tag det af varmen, og tilsæt den sidste 1/3 af chokoladen til det er smeltet.
Hver kugle overtrækkes med chokolade, og pyntes med nøddekrokant.
Kategori(er): Gastronomi, Slik/konfekt
Tags: baileys-, Grand Manier, Kahlua-kugler med marcipan, marcipan, mørk chokolade, nougat og nøddekrokant