Iskold rabarbersuppe med lime og vanilleis

søndag, d. 12. juni, 2011

Inden længe er der for meget oxalsyre i rabarberne, så det er med at udnytte dem, når de endelig er her. Det blev gjort i går med denne rigtig lækre iskolde rabarbersuppe med lime og vanilleis. Super frisk, let og lækker sommerdessert, som absolut kan anbefales. Selv min lillebror, som var meget skeptisk overfor det med rabarber, synes det smagte vildt godt – og det siger nok ikke så lidt 😀

Selve suppen er forholdsvis syrlig, så man kunne evt. komme en smule mere sukker i lagen, end der står i opskriften. Jeg synes dog ikke det er nødvendigt, da surheden bliver opvejet af vanilleisens sødme.

Jeg synes i øvrigt farven på suppen var lidt fesen (måske rabarberne ikke var helt røde nok), så jeg tilsatte en smule rød frugtfarve, da suppen var taget ud af ovnen til afkøling.

I følge opskriften, som er fundet hos Sæson for god smag, skulle denne suppe række til 6 personer, men så bliver der nok nok ikke meget suppe/dessert ud af det. Vi var 5 personer, og det havde ingen skadet gjort at der var lidt mere suppe. Så vil umiddelbart vurdere at desserten egner sig til 4 personer i stedet for.

Iskold rabarbersuppe

  • 400 g rabarber
  • 2 dl sukker
  • 4 dl vand
  • Saften af 1 lime
  • Evt. lidt frugtfarve, hvis rabarberne ikke afgiver farve nok

Pynt

  • 4 store kugler vanilleis (jeg tog en billig vanilleis, og piskede kornene fra ½ vanillestang i)
  • Evt. limeskiver

Fremgangsmåde

Skær 100 g af rabarberne i tynde skiver kog dem op i vand, sukker og limesaft 5 min.

Si lagen.

Skær resten af rabarberstængerne ud i 1 cm stykker. Læg dem i et ovnfast fad.

Hæld den sammenkogte lage over.

Stil fadet i ovnen ved 200 gr. i 15-20 minutter til rabarberne netop er møre.

Tag fadet ud og køl rabarber og lage helt af i køleskab. Tilsæt evt. lidt frugtfarve.

Fordel rabarber og lage i 4 tallerkner. Arranger iskugler og evt. skiver af lime over.

floral decoration