søndag, d. 26. september, 2010
Vi havde besøg af nogle venner i går, så der blev lavet en omgang god mad 😀 Jeg valgte at afprøve endnu en af Mette Blomsterbergs desserter – nemlig hvid chokoladeskum med et strejf af vanille, pyntet med frostne rosenblade og chokoladespåner.
Inden desserten blev lavet, lavede jeg nogle små marmorerede chokoladeblomster, som jeg satte indvendigt på dessertglassene. Jeg smeltede først noget mørk chokolade, og smurte det ud på noget bagepapir. Derefter smeltede jeg en smule hvid chokolade, strøg det hen over den mørke chokolade. Jeg købte forleden dag sådan en sjov tingest, man kan bruge til hovedmassage i Søstrene Grene, men herhjemme bliver den altså brugt som et køkkenredskab. Den blev indviet i går til at lave forskellige mønstrede med i den mørke/hvide chokolade, så det blev marmoreret. Efterfølgende satte jeg chokoladen i fryseren, så den kunne stivne lidt. Den den næsten var helt stiv, stak jeg nogle fine marmorerede chokoladeblomster ud. Jeg limede dem på glasset med en smule pasteuriseret æggehvide, og lod det tørre.
Synes desserten var rigtig lækker, specielt når man lige havde fået noget forholdsvis tungt med bestående af culottesteg, hasselbackkartofler, timiankrydret rodfrugt- og svampesække, samt chokoladesauce. Jeg kunne dog ikke helt få husblassen til at smelte ifølge den oprindelige fremgangsmåde, så jeg vil anbefale at man hælder noget vand i en gryde, sætter den over at koge, og smelter husblassen i chokoladeblandingen over vandbad.
Opskriften egner sig til 6 personer, men jeg fik kun hvid chokoladeskum til 4 glas (hvilket heldigvis passede, idet vi kun var 4 personer).
Husblassen lægges i blød i en ½ liter iskoldt vand i en ½ time. Mælken opvarmes til ca. 75 grader. Imens hakkes chokoladen fint & kommes op i en stor skål. Halvdelen af den 75 grader varme mælk hældes over chokoladen, rør godt. Tilsæt den resterende varme mælk lidt ad gangen under stadig omrøring. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i “chokolade mælken” og smelter med. Evt. bring en gryde vand i kog, og smelt husblasen i chokolade-mælken over vandbad.
Vanilleestangen flækkes på den lange led og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Korn og sukker mases sammen med en paletkniv på bordet, således at vaniljekornene skilles ad.
Æggehviderne piskes stive med en håndmikser. Tilsæt vaniljesukkeret når æggehviderne er stiftpiskede og pisk yderligere et par minutter. 1/3 del af vanilje marengsen kommes op i chokolade blandingen. Rør godt. Denne vaniljemarengs – chokolade blanding kommes op i skålen med den resterende vaniljemarengs.
Vend nu forsigtigt til chokolade skummet er ensartet. Fordel straks skummet i de 4 udvalgte glas. De 4 ladyfingers halveres og dyppes enkeltvis lynhurtigt i afkølet kaffe, hvorefter de straks stikkes ned i skummet. Pres dem ned i skummet, så de ikke kan ses. Glassene stilles straks i køleskab minimum 3 timer, men også gerne til næste dag.
Inden servering drysses med revet hvid og mørk chokolade, samt de frostne rosenblade.
Kategori(er): Desserter/Is, Gastronomi
Tags: frostne rosenblade, hvid chokolade, Hvid chokoladeskum, marmorerede chokoladeblomster, mørk chokolade, strejf af kaffe, vanille