Hjemmesyltede rødbeder – en opskrift fra min farmors køkken

søndag, d. 21. oktober, 2012


For godt en uges tid siden, var jeg så heldig at få en kasse med hjemme-arvlede rødbeder af min farmor og farfar. Så inden de gik hen og blev dårlige, måtte jeg hellere udnytte dem. Det blev gjort med hjemmesyltede rødbeder, som er en opskrift, jeg har fra min farmor. Nøj, det var godt 😀

I forhold til et glas købe-rødbeder, så er disse mere milde i smagen. Åhh de er bare så lækre, sådan nogle hjemmesyltede rødbeder 😀 Man skal afsætte et par timer til at sylte en så stor portion rødbeder – men så har man til gengæld også til lidt tid, og de er så meget bedre end købe-rødbeder. Jeg fik 3½ glas ud af denne portion. Der er dog ekstra væske i forhold til nedenstående mængde rødbeder, så hvis man har en større gryde/flere rødbeder, kan man sagtens lave flere syltede rødbeder.

  • 2½ kg rødbeder (+ vand til kogning)
  • 8 dl eddike
  • 2 dl vand
  • 1 kg sukker
  • Lidt atamon

Fremgangsmåde

Skyl rødbederne fri for jord, læg dem i en stor gryde (jeg brugte en 5 liters gryde) – rødderne skal forblive på, for at holde saften inde.

Hæld vand i gryden til rødbederne næsten er dækket, og kog dem i 1 times tid – eller til de er møre, det afhænger meget af, hvor store rødbederne er.

Når rødbederne er kogt, hældes koldt vand i gryden. Smut rødbederne så skrællen kommer af, og skær dem i skiver med en takket kniv – en almindelig urtekniv kan også sagtens bruges – det andet ser bare lidt finere ud.

Når rødbederne er skåret over, bland eddike, sukker og vand i en gryde. Det koges op, og rødbederne tilsættes. Lad rødbederne koge et par minutter i lagen.

Hav et par skolede glas klar, der er skyllet i atamon.

Fordel de skivede rødbeder i glassene. Lad væsken forblive i gryden, og lad det få et opkog. Tilsæt lidt atamon (1-2 tsk)

Hæld væsken sammen med rødbederne, og lad dem trække en dags tid, før de anvendes.

Kommentarer

  1. Rigtig lækre rødbeder, – uhmmm, meget bedre end dem man køber. Den opskrift blir fremover brugt her i huset, da alle er helt vilde med rødbederne….

  2. Hej R.K.,
    Dejligt at de er en succes 😀

Afgiv en kommentar

You must be logged in to post a comment.

floral decoration