tirsdag, d. 27. december, 2011
Traditionen tro var diverse restauranter lukket i vores område i går – selvsagt fordi 2. juledag er en helligdag. Men 6 årsdagen, for min kæreste og jeg, skulle jo fejres på en eller anden måde – og det blev den gjort med en god oksebøf fra slagteren, hasselback kartofler, ovnbagte persille- og gulerødder med tilhørende god og kraftig, hjemmelavet rødvinssauce.
Åhh det var altså bare lækkert 😀 Jeg havde ikke prøvet af lave denne opskrift på rødvinssauce før, så var lidt spændt på den. Jeg er virkelig meget sovse-fanatiker – elsker simpelthen sovs. Denne rødvinssauce er ret kraftig i smagen (måske en anelse for kraftig), og man skal derfor ikke have særlig meget ad gangen. Men holdt da det op, det er lækkert til sådan en oksebøf, når man lige får bøffen smurt ind i lidt sauce. Og når man har det i mente, at man ikke skal have ret meget sauce ad gangen, er det super lækkert, og gør efter vores mening ikke noget at den er kraftig. En anden gang tror jeg dog, jeg vil holde lidt igen med brugen af den købte kalvefond (med mindre man selv har noget – så er det nok ikke så salt).
Som tilbehør fik vi bl.a. hasselback kartofler. Jeg valgte at beholde skrællen på for mere smag og struktur, samt at krydre med Himalaya salt. Vi havde nogle persillerødder og gulerødder, der trængte til at blive brugt, så de røg ind i oven med salt og olie på, og blev krydret med frisk persille lige inden servering.
Hæld rødvinen i en gryde og lad det småkoge ind til det halve – det tager ca. 30 minutter.
Imens sættes de hasselback’te kartofler ind i en 200 grader varm ovn i ca. 1 time – eller til de er nok.
Når ca. halvdelen af bagetiden er gået ved kartoflerne, sættes persille- og gulerødderne ind i oven sammen med kartoflerne i ca. 20 minutter. Der drysses lidt persille på rødderne lige inden servering.
Tilsæt vand og kalvefond til den indkogte rødvin, og lad igen væsken koge ind til det halve.
Tilsæt fløde til rødvinen og varm op.
Jævn evt. saucen med en smule maizena-mel og vand.
Varm en pande godt op, og steg bøfferne på hver side på en tør pande, så porerne lukkes.
Skru ned til middel temperatur og tilsæt lidt smør og olie (olie for temperaturens skyld og smørret for smagens skyld), krydr med salt og peber.
Steg bøfferne som ønsket – vi plejer at have dem mediumstegt.
Lad bøfferne hvile i den tid, de har stegt, så kødsaften trænges ind i kødet igen.
Server bøfferne med rødvinssaucen, hasselback kartofler og persille- og gulerødderne.
Hej.
Kan man eventuelt godt lave saucen dagen før man skal bruge den, så den bare skal varmes op lige inden man sætter sig til bords ?
(Har aldrig lavet rødvinssauce før)
Hej Camilla,
Det tænker jeg umiddelbart godt du kan. Har dog ikke prøvet at gøre det sådan før.