Cremet mexicansk risotto med espresso, frisk persille, tortilla chips og kylling

onsdag, d. 2. november, 2011

For noget tid siden fandt jeg en opskrift på en mexicansk risotto med espresso, som lød virkelig spændende, og ventede på en passende lejlighed til at få denne ret til aftensmad. Det fik vi så i dag, og mums, det var lækkert 😀

I princippet er det bare en risotto med kyllingefileter til med et twist af espresso. Men kan egentlig godt lide, at den alligevel er lidt anderledes end de andre risottoer, jeg har smagt. Denne er utrolig lækker og cremet – primært fordi der afslutningsvis tilsættes lidt revet ost. Vi synes dog espressosmagen godt måtte have smagt mere igennem, så næste gang, vil jeg putte 2,25 dl i, i stedet for 1,5 dl espresso.

Vi havde tilfældigvis nogle Tortilla-chips med chili, og valgte derfor at tage dem som lidt ekstra tilbehør til retten. Det viste sig at være et rigtig godt valg, både smagsmæssigt, men også konsistensmæssigt, da man får lidt sprødt indimellem alt det bløde.

Risottoen blev toppet med lidt frisk persille, hvilket lige gav det sidste ekstra pift til retten.

Opskriften er fundet hos Siemens Kaffe, et meget utraditionelt sted 😛

Denne ret egner sig til 4 personer.

  • 1 l hønsebouillon
  • 300 g risottoris
  • 3 spsk. smør
  • 2,25 dl espresso (med 3 tsk espressopulver)
  • 2 tsk guacamole-krydderi/pulver (kan bl.a. fåes i Føtex i forskellige mærker)
  • 3-4 kyllingefileter
  • 1 spsk. olie
  • 1 bundt friskhakket persille
  • Ca. 1½-2 dl ost (eller efter smag og behag)

Tilbehør

  • Tortilla chips med chili

Fremgangsmåde

Lav 1 liter bouillon.

Rist risene med 1 spsk smør og guacamole-krydderiblandingen i ca. 2 min. under omrøring.

Den varme ris tilsættes espresso, som koges helt ind.

Tilsæt bouillonen lidt efter lidt i risottoen, mens der med jævne mellemrum røres forsigtigt rundt. Denne proces gentages indtil næsten al bouillonen er brugt.

Imens risottoen koges færdig, steges kyllingefileterne på en pande, og krydres med salt og peber.

Tag risottoen af varmen efter 18 til 20 minutter og irør 2 spsk kolde smørklatter, osten og smag til.

Skær kyllingebrystet i skiver, læg det oven på risottoen og servér retten straks herefter med friskhakket persille.

Kommentarer

  1. Personligt synes jeg, at risotto er rigtig lækkert – omend det i sig selv er en simpel ret.
    Den viste risotto ser lækker og cremet ud; må vist lave det en aften 🙂

  2. Du har helt ret – mexicansk risotto er også nyt for mig, men det ser spændende ud 🙂

  3. Hej Alice,
    Ja, det er faktisk ret lækkert sådan noget risotto, og burde nok egentlig lave det noget oftere 🙂

  4. Hej Piskeriet,
    Mange tak 🙂

  5. Hvordan laver man det boullion?
    Er det bare en hønekødsterning i 1 L vand?
    Jeg spørger måske dumt, men aner ikke hvordan man gør..

  6. Hej Tina,
    Ja, det er helt rigtigt. Lad vandet koge op med en terning i til den er smeltet, og så er det klar til brug 🙂

Afgiv en kommentar

You must be logged in to post a comment.

floral decoration