Baronessens grønne grøntsagssuppe

tirsdag, d. 21. december, 2010

Aftensmaden bestod i dag af Baronessens grønne grøntsagssuppe fra Caroline Fleming. Den er bare så lækker, især med alt det mad, vi kommer til at spise de næste mange dage her i juletiden – og så er den ultra-nem at lave. Jeg har valgt at dekorere suppen med lidt sød chilisauce, hvilket jeg synes giver suppen et ekstra pift. Til suppen blev der serveret naanbrød. Fandt i øvrigt opskriften på en debatside, så er ikke klar over, hvilken af hendes bøger, opskriften står i.

Hvis man gerne vil have lidt mere bid i suppen, kan man gemme nogle af broccolibuketterne, koge dem i letsaltet vand, og pynte den færdige suppe med dem.

  • 50 g spinat
  • 675 g broccoli i små buketter (jeg brugte bare 1 broccolihoved af 500 g + stok)
  • 9 dl grønsagsfond (hønsebouillon kan også sagtens gå)
  • 1 løg hakket
  • 1 porre hakket
  • 1-2 fed hvidløg
  • 4 spsk olivenolie
  • Salt og peber
  • Evt. sød chilisauce

Tilbehør

  • Naanbrød

Fremgangsmåde

Steg løg, porrer og hvidløg i olivenolie. Hæld fond over, og put broccoli og spinat deri.

Lad det simre 6-7 min, og blend det hele.

Smag til med salt og peber.

floral decoration