Æblemarmelade med kanel og vanille

søndag, d. 10. november, 2013


Æbler i fryseren er guld værd, specielt her om vinteren. Jeg er ofte så heldig at få en masse poser æbler fra min farmor og farfars have (nu hvor vores eget æbletræ ikke helt er stort nok endnu), og de kan jo bruges til al verdens lækkerier. Så eftermiddagen i sidste weekend blev brugt på at lave denne lækre æblemarmelade med kanel og vanille – en rigtig julemarmelade 😀

Opskriften har jeg fundet hos Christina fra The Big Mieowski. Jeg valgte dog at fordoble opskriften, da vores 4 liters pose fyldt med æbler vejede ca. 1200 g. Det gav 6 små glas a ca. 2-2½ dl hjemmelavet marmelade 🙂 Da vi ikke havde så meget kanel tilbage, valgte jeg at reducere mængden af kanel ret meget i forhold til den oprindelige opskrift på trods af dobbelt portion. Det viste sig at være et godt træk i forhold til mine smagsløg, så jeg brugte hermed kun 3 tsk kanel til 1200 g æbler, i stedet for 4 tsk kanel til 600 g æbler.

Til dobbeltportion brugte jeg:

  • 1200 g æbler (i mindre stykker direkte fra fryseren – passer ca. med et fyldt 4 liters pose)
  • 350 g rørsukker
  • 200 g sukker
  • 2 dl vand
  • 3 tsk kanel
  • 2 vanillestænger
  • Ca. 1 tsk melatin
  • Atamon til at skylde glassene i

Fremgangsmåde

De frosne æbler kommes i en gryde sammen med rørsukker, sukker, vand, kanel, vanillekorn og stænger.

Lad blandingen småkoge i ca. 20-30 minutter til æblerne begynder at blive til grød. Rør rundt med jævne mellemrum.

Tilsæt melatin, og lad det småsimre et par minutter. Tag herefter vanillestængerne op. Afhængig af æblesorterne kan det være nødvendigt at blende grøden til en passende konsistens, alt efter hvor udkogte æblerne er, og hvor blendet, man ønsker sin marmelade.

Hæld den færdige marmelade på skoldede, atamon-skyllede glas og opbevar dem i køleskabet.

Kommentarer

  1. Jeg bryggede lidt videre på din opskrift og tilsatte yderligere reven skal af en øko-citron og en håndfuld grofthakkede afskallede mandler.
    Citronskallen giver lidt bitterhed til det søde og lidt julede og mandlerne giver bid.

  2. Hej Hannah,
    Mmmm det lyder også lækkert 🙂

floral decoration