Perlebyg-salat med citrus-blomkål, squash og frisk mynte

tirsdag, d. 10. maj, 2011

I lørdags bestod aftensmaden af en super lækker ret, nemlig en Perlebyg-salat med citrus-blomkål, squash og frisk mynte fra en opskrift af Louisa Lorang 🙂 Den salat var jeg altså virkelig vild med, specielt dressingen over citrus-blomkålene mmmm 😀 Generelt var de blomkål altså bare virkelig lækre, og absolut noget man sagtens kan få som tilbehør til andre retter.

Dog havde jeg det desværre sådan, at der var utrolig mange ting, man skulle nå på ret godt tid – tiltrods for at jeg jo er vandt til at lave ting og sager i køkkenet. Jeg ville i hvert fald helst have at alle grøntsagerne, mandlerne og dressingen var færdige, når perlebyggen var kogt. Men det kneb med tiden, og jeg måtte faktisk få min mor til at stege de tilhørende koteletter, da der ikke var tid nok til dem også. Så jeg vil nok anbefale at man starter med dressingen og mandlerne, og evt. har skåret det meste af grøntsagerne ud, inden perlebyggen kommes i en gryde og koges.

Derudover har jeg valgt at doble op på dressingen, for den kunne vi i hvert fald godt have spist noget mere af 😀

Til 4 personer brugte jeg:

Perlebyg-salat

  • 3 dl perlebyg (jeg fandt det i Føtex)
  • Salt
  • 1½ blomkål
  • Olie
  • Revet skal fra 1 citron
  • Lidt citronsaft
  • 1 squash
  • olivenolie
  • 2 fed hvidløg i tynde skiver

Dressing

  • 3 spsk flydende honning
  • 3 tsk dijonsennep
  • 3 spsk æbleeddike (jeg brugte alm. eddike)
  • 6 spsk olie

Tilbehør

  • 75 g ristede, grofthakkede mandler (jeg stegte dem i olie på en varm pande i nogle minutter, og hældte dem på et stykke køkkenrulle til afkøling)
  • ½-1 bundt mynte, plukket

Fremgangsmåde

Rør honning, sennep, eddike og olie sammen, og smag dressingen til med salt.

Del imens blomkålen i grove buketter, og steg dem i olie på en varm pande i 4-5 minutter, eller til de har fået lidt farve. Jeg synes der gik en del olie til, da de suger meget. Kom citronskal og citronsaft på, og smag til med salt. Imens det første hold blomkål steger (jeg kunne i hvert fald ikke have det hele på én pande), forberedes perlebyggen.

Skyl perlebyggen i lunkent vand, så den ikke skummer for meget under kogningen. Kog den i saltet vand i 15-20 minutter, eller til den er mør. Lad den dryppe af i en si.

Skær squashen i 2 cm tykke skiver, og steg dem i olie, til de er gyldne. Lad hvidløget stege med det sidste minut eller to, så det akkurat bliver gyldent. Krydr med salt.

Anret perlebyggen med blomkål og squash, og top med mynte og mandler. Hæld dressingen over, og servér straks.

Kommentarer

floral decoration