Delikate hasselnød-småkager med twist af citronskal

lørdag, d. 5. november, 2011


For godt en uges tid siden bestilte jeg nogle småkage-udstikkere på ebay, og jeg var så heldig, at de kom med posten i går. Så jeg havde derfor lyst til at få dem afprøvet. Det blev gjort med en opskrift fra den altid inspirerende Tish Boyle, så her dufter dejligt i lejligheden af delikate hasselnød-småkager med et twist af citronskal.

Under tilberedningen kunne jeg fornemme at disse småkager vil blive rigtig gode. De duftede simpelthen så dejligt – troede slet ikke at hasselnødder og citronskal ville gå så godt i spænd med hinanden. Disse småkager er meget milde i smagen, og man kan med fordel komme lidt flere hasselnødder i, end hvad der er angivet i opskriften.

Dejen kan godt være ret blød at arbejde med, så det kræver at man spreder mel ud under udrulningen af flere omgange. Men når man først lige har fået taget, så er dejen egentlig ret nem at arbejde med.

Jeg valgte at pynte dem med lidt sigtet flormelis, og et drys hvidt glimmer. Desværre er glimmeret ikke til at fange på billeder, men de ser virkelig fine ud når lyset reflekteres i det hvide glimmer.

Jeg lavede halv portion af nedenstående og fik 26 småkager ud af opskriften.

  • 1,2 dl hasselnødder uden skal (bages 10 min. i en 160 grader varm ovn, og herefter kan skallen gnides af)
  • 1,2 dl sukker
  • 225 g smør
  • 1 stor æggeblomme
  • Ca. 4,7 dl mel
  • 1 tsk fintrevet citronskal
  • 2 tsk vanillesukker
  • 1/8 tsk salt

Fremgangsmåde

Blend halvdelen af sukkeret sammen med hasselnødderne i ca. 45 sekunder – til blandingen bliver melet i konsistensen.

Pisk resten af sukkeret luftigt sammen med smør i et par minutter, og tilsæt æggeblommen.

Tilsæt herefter melet, hasselnøddeblandingen, citronskallen, vanillesukkeret og salt, og pisk til det er god blandet.

Del dejen i 2, og pak hver del ind i film.

Lad dem hvile i køleskabet i mindst 2 timer, til dejen er fast.

Rul herefter dejen ud på en melet bordplade til ca. 3 mm tykkelse. Under udrulningen drysses godt med mel på af flere omgange, da dejen ellers vil hænge fast og klistre.

Udstik herefter småkagerne, og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag dem i en 175 grader varm ovn i 11-13 minutter til de er let lysebrune.

Lad dem afkøle på bagepladen i ca. 5 minutter, og flyt dem herefter over på en rist, hvor de afkøles helt.

Afgiv en kommentar

You must be logged in to post a comment.

floral decoration