Dampet rødspættefilet, nektarin og lime salat med pistacienødder og ingefær

mandag, d. 16. maj, 2011

Efter en weekend med masser af god mad, blev det tid til at finde de sunde opskrifter frem igen. Derfor fik vi her til aften Dampet rødspættefilet, nektarin og lime salat med pistacienødder og ingefær. Til trods for at jeg ikke er vild med fisk (det skal i hvert fald ikke smage af fisk), kan jeg godt lide dampet rødspættefileter. Det var en dejlig let og lækker ret, som tilmed ikke er svær at lave. Og så er den ikke tidskrævende.

Da jeg ikke lige kunne finde nogle nektariner, brugte jeg dog nogle lyse blommer i dagens anledning. Men der er ikke den helt store smagsforskel, så det kunne bestemt godt gå an :)

Til 2 personer blev der brugt:

  • 2 rødspættefileter
  • 7 nektariner/blommer
  • 2 lime
  • En smule friskrevet ingefær
  • 1 appelsin
  • Lidt frisk mynte
  • Pistacienødder

Tilbehør

  • Groft brød

Fremgangsmåde

Rul hver rødspættefilet sammen, og bind noget mad-garn rundt om dem.

Hæld lidt vand i en gryde. Læg rødspættefileterne i en si, og sæt sien over gryden med vand. Vandet må ikke røre rødspættefileterne. Bring vandet i kog, og lad dem dampe i ca. 15-20 minutter til de er færdige.

Skær 6 nektariner/blommer i både (husk at fjerne stenen), og hæld dem i en skål. Skær limefrugterne i både og hæld dem ned til nektarinerne.

Prøv at klemme saften ud af den sidste nektarin ned i skålen. Det er bedst hvis den er godt moden, så er det nemmest. saften fra 1 appelsin tilsættes salaten.

Riv tilsidst lidt frisk ingefær ned i skålen, og vend det hele rundt.

Server retten med frisk mynte, pistacienødder og groft brød.

 

floral decoration