Yoghurt-is med nougat/nøddekrokant

tirsdag, d. 16. juli, 2013

Sommertid er istid, så jeg har været i gang med at lave lidt is i dag. Jeg er slet, slet ikke fan af hjemmelavet is faktisk, primært pga. fløden. Man får sådan en træls belægning i munden, som jeg hellere vil undvære end at spise hjemmelavet is. Det ændrer dog ikke ved, at jeg godt kan afprøve opskrifter engang imellem. Og det blev bl.a. gjort i dag, ved at fremstille en lækker yoghurt-is med nougat/nøddekrokant.

Den smager fantastisk. Er dog spændt på at smage den, når den er helt frosset igennem, og bliver optøet, men umiddelbart får man ikke den der trælse belægning. Jeg kan dog på nuværende tidspunkt konstatere, at når først isen smelter, så smelter den hurtig, så det er med at guffe løs mens den har softice-konsistens. Grundopskriften på isen er super simpel at lave, og man kan mixe fyld i som man har lyst – eller bare lade den stå helt neutral. Jeg fandt opskriften hos Lise på SU, men lavede dobbelt portion og ændrede lidt i fremgangsmåden og fyldet.

Til ca. 1½ l blev der brugt:

  • 2 bæger pasteuriseret æggehvider (eller 94 g, hvis man har flydende æggehvide i en flaske)
  • 2 dl sukker
  • 1 kg græsk yoghurt 10 % (man kan købe 1 kg. til ca. 25 kr. i Netto)
  • ½ portion finthakket nougat/nøddekrokant (eller andet fyld fx chokolade – hvis det er frugt, skulle 400 g være passende – dette er dog ikke afprøvet)

Fremgangsmåde

Æggehviderne piskes helt stive – til de bliver lidt blanke i overfladen.

Sukkeret piskes i lidt efter lidt – konsistensen bliver tykkere, og æggemassen bliver blank i overfladen.

Pisk herefter halvdelen af yoghurten i, og pisk den sidste halvdel i, når første del er indarbejdet i ægge-massen.

Jeg tilsatte først nougat/nøddekrokanten efter en tur i ismaskinen.

Fordel yoghurt-massen i en ismaskine, og lad den røre rundt i ca. 1 times tid.

Hæld derefter isen i en passende plastbeholder, og rør krokanten i. Put isen i fryseren, og rør rundt med jævne mellemrum til det begynder at være frossent. Tror det tog ca. 1½-2 timer. Har man ikke en ismaskine tilsættes krokanten, når sidste del af yoghurten er tilsat. Herefter benyttes samme fremgangsmåde med at røre rundt med jævne mellemrum til isen er frossent.

Når isen skal spises er det en god idé at tage den op lidt tid før, så den ikke er hård. Drys evt. med lidt krokant ved servering.

floral decoration