Svampede chokolademuffins med tobleronecreme

lørdag, d. 9. maj, 2020

Vores søn har længe plaget om at ville bage chokolademuffins. Mor her gav efter, og der er blevet bagt de lækreste chokolademuffins med tobleronecreme.

Opskriften på disse muffins har jeg bagt utallige gange som en større kage, men af en eller anden grund har jeg aldrig bagt dem som muffins. Det skulle der derfor rodes bod på.

De hævede vanvittigt meget – mere end jeg lige regnede med. Så pas på med at fylde formen for godt op. De er til gengæld super lækre, svampet og luftige.

De blev toppet med den lækreste tobleronecreme, og lidt pynt på toppen.

Opskriften egner sig til 18-20 stk. muffins, samt creme til ca. 6 stk. muffins – hvis man sprøjter cremen ud med en tylle.

 

  • 2 1/2 dl piskefløde til cremen
  • 250 g hakket toblerone

 

  • 225 g mel
  • 3 tsk bagepulver
  • 375 g sukker
  • 5 æg
  • 1 1/2 tsk vanillesukker
  • 3 spsk kakao
  • 225 g smør
  • 1 1/2 dl varm kaffe

Fremgangsmåde

Dag 1:

Dagen før – start med at forberede tobleronecremen.

Varm fløden op i en gryde, og smelt hakket chokolade i den varme fløde til al chokoladen er smeltet.

Hvis cremen skal sprøjtes igennem en tylle, kan man med fordel hælde cremen igennem en si.

Herved sorteres eventuelle nødder og lignende fra, så cremen bliver helt glat.

Lad chokoladeblandingen stå på køl natten over i køleskabet.

Herefter laves dejen til chokolademuffins – også dagen før anvendelse.

Pisk æggene let sammen i en skål. Sigt mel, bagepulver, sukker, vanillesukker og kakao i en anden skål.

Vend ligeså stille de tørre ingredienser i æggene, til det er godt blandet. Men rør ikke for meget i det.

Smelt smørret og lad det afkøle lidt, vend det i dejen.

Tilsidst vendes den varme kaffe i.

Hæld dejen i muffinsforme – OBS de hæver meget. Jeg anbefaler at fylde dejen op til lige lidt over halvfuld muffinform.

Bag dem herefter i ca. 25-30 min. ved 175 grader.

Disse muffins har bedst af, at komme en tur i fryseren. På den måde er det mere svampet.

Når muffinsen er færdigbagte, fordeles de nu i frostposer, og en tur i fryseren natten over.

Dag 2:

På dag to tages muffins op, så de lige kan nå at tø op inden anvendelse.

Pisk den afkølede trobleronecreme ved middel-hastighed, så cremen ikke bliver grynet. Pas på lige pludselig går det stærkt med at få cremen stiv.

Fordel forsigtigt cremen på chokolademuffins, og pynt med selvvalgt pynt.

floral decoration