mandag, d. 5. april, 2010
For lidt tid siden fandt jeg en opskrift, som jeg bare måtte afprøve. Den så simpelthen så lækker ud, så den skulle jeg helt sikkert igang med at bage. Fredag blev så dagen, hvor dette endelig skete… Strawberry Cheesecake kom til verdenen med stor forundring og gjorde alle glade, da den så dagens lys og blev smagt.
Jeg havde aldrig smagt en cheesecake før, og derfor var dette også min jomfrufødsel både med cheesecake generelt og det at skulle lave denne vidunderlige Strawberry Cheesecake. Jeg har fundet opskriften på New Yorker By Heart’s blog, og den er simpelthen så nem at lave. Bunden smager helt fantastisk, også et par dage efter, den er lavet.
1 springform/6-10 pers.
- 200 g digestive kiks, let knuste
- ca. 75 g hvid chokolade, hakket
- ca. 75 g mandler med skal
- 100 g smør, smeltet og afkølet lidt
- 400 g mascarpone (jeg brugte her alm. flødeost, som dog ikke må være light)
- 4½ dl creme fraiche 38%
- 145 g rørsukker
- 2 æg
- 1 stang vanilie af god kvalitet
Jordbærsauce
- 250 g jordbær
- 1/4 dl vand
- 75-100 g sukker
- ½ stang vanilie
- lidt citronsaft
- 1 spsk. maizena
- 1 spsk. varmt vand
Fremgangsmåde cheesecake
Kom let knuste kiks og hele mandler i en foodprocessor og kør til kiksene er knuste men mandlerne behøver ikke at være fint malede. Hæld det i en skål. Tilsæt hakket chokolade og det smeltede smør, rør det sammen, så smørret er ligeligt fordelt i kikse-massen. Hæld blandingen i en let smurt springform og pres det godt sammen. Kom mascarpone, 2 æg, 85 g sukker og korn af ½ stang vanilie ned i en blender og kør til det er en glat masse. Hæld det over kiksebunden og sæt i en forvarmet ovn (ikke varmluft) ved 190 grader i ca. 20 minutter, eller til massen er stivnet. Tag den ud af ovnen og lad den køle en anelse af. Lad ovnen være tændt. Bland creme fraiche med 60 g sukker og korn af ½ stang vanilie. Hæld det ud over kagen og stil den tilbage i ovnen i endnu 10 minutter. Lad kagen køle lidt af, inden den sættes i køleskab i ca. 6-8 timer eller natten over.
Fremgangsmåde jordbærsauce
Kom jordbærrene i en gryde sammen med vand, vaniliekorn og den tomme ½ vaniliestang. Er jordbærrene meget store, kan de skæres halvt over. Varm det langsomt op til det kommer i kog, tilsæt sukker (brug 75 g eller 100 g, alt efter hvor sødt det ønskes), og lidt citronsaft. Lad det koge i ca. 5 minutter og smag til. Pisk maizena ud i det varme vand og kom det i jordbærrene under omrøring, lad det koge igennem ½-1 minut. Fisk den halve stang vanilie op og lad det så køle af.
Når det er koldt, lægges det på den kolde cheesecake og så er den klar til servering.