Rustikt, italiensk kyllingefad med frisk basilikum, nye kartofler, cherrytomater og hvidløg

søndag, d. 18. august, 2013

Det er ikke så tit, det sker, men engang imellem hænder det, at jeg laver mad, der er baseret på metoden alt-i-et-fad. Og det var således, hvad aftensmaden bestod af i dag – eller sagt med andre ord, så har vi fået den skønneste aftensmad i dag, som absolut kan anbefales. Nemlig rustikt, italiensk kyllingefad med frisk basilikum, nye kartofler, cherrytomater og hvidløg. Holdt da op, det var bare godt.

Er virkelig vild med de bløde og dejlige bagte cherrytomater. Generelt er jeg stor fan af langtidsovnbagte tomater, og jeg formåede i dag at få dem til at smage meget derhen af ved denne lækre ret. I virkeligheden er den simpelthen så simpel at lave. Det sværeste er næsten at få klippet kyllingen i mindre stykker med en fjerkræsaks. Men efter godt 50 minutters tid i ovnen med kartofler, kalvefond, hvidløg, basilikum og løg smager det så dejligt.

Til Ca. 4 personer blev der brugt:

  • 1 hel kylling
  • 1 kg kartofler
  • 750 g cherrytomater
  • 3 løg
  • 6 fed hvidløg
  • Olie
  • 1 dl vand
  • 3 spsk flydende kalvefond
  • 1 god håndfuld friskhakket basilikum (+ ekstra ved servering)
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Rengør kartoflerne og fordel dem i en lille bradepande eller ovnfast fad.

Løgene halveres, og skæres i både. Pil hvidløgsfedene, og bank/mas dem led med overfladen af en kniv.

Fordel løgbådene, hvidløgsfedene og hele cherrytomater i bradepanden, og vend det hele godt rundt med lidt olie, og det meste af den friskhakkede basilikum.

Klip kyllingen i mindre stykker af bryst, lår og vinger, og læg stykkerne over grøntsagerne.

Pensel lidt olie på kyllingeskindet, drys det sidste basilikum over, og krydr det hele godt med salt og peber.

Bland flydende kalvefond sammen med vand, og hæld det ved grøntsagerne/kyllingestykkerne.

Sæt retten i ovnen i ca. 50 minutter ved 200 grader, eller ind til kyllingestykkerne er færdige.

Server lidt friske basilikumblade som tilbehør over retten ved servering.

floral decoration