Gammeldags æblekage med hjemmelavet æblekagerasp

lørdag, d. 30. marts, 2013

Gammeldags æblekage med hjemmelavet æblekagerasp

I går var vi ude at hente nogle brædder, som skal bl.a. benyttes til en kommende havebord. Vi havde fået mine forældre til at hjælpe med transporten, så da vi kom hjem, skulle vi jo have et eller andet. Jeg har en del æbler i fryseren endnu, efter jeg fik en masse af min farmor og farfar i efteråret. Så synes lige det var på tide at lave en god gammeldags æblekage. Min lokale Fakta havde desværre ikke så æblekagerasp, så jeg lavede det selv denne her gang.

Tænkte at jeg ville bruge rørsukker i stedet for almindeligt hvid sukker, og det blev rigtig godt. Raspen får en anelse mere karamelliseret smag, og var dejligt sprødt og knasende. Æblekagen blev selvfølgelig toppet med masser af lækkert flødeskum, og et fint drys revet mørk chokolade.

Jeg fik en ret stor portion ud af denne opskrift. Noget af det er taget sådan lidt på slump. Det er altid svært at sige sådan noget, da det bl.a. afhænger af æblernes syrlighed og hvor meget de udkoger. Æblekageraspen fik jeg lidt tilovers af, men synes omvendt også der ville være for lidt, hvis nedenstående opskrift bliver halveret.

  • 1 pose æbler (fra fryseren – tror jeg brugte en 4 liters pose fuld af æbler i tern)
  • 1 vanillestang
  • Rørsukker – her smager man sig frem
  • ½-1 dl vand
  • Evt. 2-3 tsk kartoffelmel rørt ud i vand til jævning af grøden
  • 2 dl rasp
  • 1 dl rørsukker
  • Ca. 25 g smør – måske mere, hvis raspen suger meget
  • 1/4 l piskefløde
  • 1 tsk vanillesukker
  • Lidt revet chokolade

Fremgangsmåde

Æbler, ½-1 dl vand, vanillekorn + stang og lidt sukker bruges i kog.

Lad æblerne koge ind til en grød i ca. 15-20 min. alt efter hvor store æblestykker man vil have i grøden.

Er grøden for tynd jævnes med lidt kartoffelmel rørt ud i lidt vand. Stil grøden til afkøling til den er helt kold.

Bland sukker og rasp sammen.

Smelt smørret på en pande og hæld raspen på. Rør godt rundt med jævne mellemrum, indtil raspen har fået en fin gylden farve – OBS det går lige pludseligt hurtigt.

Tag æblekageraspen af varmen, og stil det til afkøling.

Fordel æblegrøden lagvis med æblekagerasp.

Pisk fløden til flødeskum ved middellav hastighed sammen med vanillesukkeret. Hvis man pisker ved høj hastighed kommer der små “korn” i den færdige flødeskum.

Fordel flødeskummet over æblekagen og drys evt. med lidt revet chokolade.

floral decoration