Fredags-hakkebøffer i fad med kartofler, flødesauce, sauterede champignon, løg og peberfrugter

lørdag, d. 28. januar, 2012

Jeg har virkelig længe haft lyst til denne ret, tror det er flere år siden, jeg sidst har fået den. Hvilket egentlig er en skam, når nu det smager så godt 😀 Jeg elsker virkelig retten, men min mave har det ikke altid så godt med for meget fløde, så prøver at minimere den slags mad. Men nu var det jo fredag, og engang imellem må man også godt nyde den slags mad, hvilket vi gjorde i går.

Fredags-hakkebøffer i fad med kartofler, flødesauce, sauterede champignon, løg og peberfrugter tager lidt tid at lave, men synes bestemt det er umagen værd – og kunne se på de små rester, der var tilbage, at kæresten var enig i den betragtning 😉 Derudover havde vi heldigvis langt de fleste ingredienser i hjemmet, så det var ikke det store, der skulle handles ind til det 🙂 Da jeg har haft opskriften i mange år, kan jeg ikke huske, hvor jeg fandt den henne af.

Opskriften egner sig til ca. 4 personer.

  • 500 g hakket oksekød
  • Ca. 15 pæne kartofler
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1/2 liter piskefløde
  • 3 løg
  • 300 g champignoner
  • 1 peberfrugt
  • 1 dåse flåede tomater

Fremgangsmåde

Begynd med kartoflerne. Skræl dem og skær dem i tynde skiver. Læg dem i et smurt ovnfast fad.

Krydr med salt og peber, og hæld ca. 2 dl piskefløde ved.

Sæt kartoflerne i en 200 grader varm ovn i ca. 30 min.

Skær løgene i ringe, og champignonerne i skiver.

Start med at sautere løgringene på en pande til de er bløde (ikke branket), læg dem fra i en tallerken/skål og sautere champignon. Champignon lægges ligeledes fra

Form oksekødet til 4 hakkebøffer, og brun dem hurtigt på begge sider på en pande med gyldent smør. Krydr med salt og peber

Skær peberfrugten i tern.

Fordel løg, champignoner med væde, peberfrugt og flåede tomater over kartoflerne, når de ca. 30 min. er gået.

Læg hakkebøfferne ovenpå grøntsagerne, krydr med salt og peber, og hæld resten af piskefløden over.

Sæt atter fadet i ovnen ca. 30-40 min til kartoflerne er møre.

Kommentarer

  1. Hold nu op, hvor ser det lækkert ud. Det skal vi helt sikkert have 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

  2. Hej Birthe,
    Det er også virkeligt lækkert 😀

  3. Hvor ser det lækkert ud. Det skal vist prøves i weekenden

  4. Hej Charlotte,
    Det smager også virkelig godt 🙂 Håber det falder i din smag 🙂

  5. Opskriften er afprøvet og det var absolut en succes. Skøn aftensmad! Men ja, det er jo desværre ikke lige hver uge det kan være på programmet 🙂

    Påtænker dog at lave det med en madlavningsfløde eller lign. næste gang for at se hvordan det bliver.

  6. Hej Mia,
    Er glad for at det var en succes 😀 Jeg tror helt sikkert godt man kan lave det med madlavningsfløde i stedet for 🙂

  7. Er det kartoflerne der skal have 30 minutter inden jeg hælder det andet over? Kan retten fryses og evt stege de sidste 30 min efter optøning?

  8. Hej Lotte.
    Ja, det er nemlig kartoflerne – ellers kan de ikke når at blive møre. Har ikke prøvet at fryse den, så du må gerne melde tilbage om det kan lade sig gøre 🙂

floral decoration