En varm efterårsdrik – Pumpkin Spice Latte

tirsdag, d. 4. oktober, 2016

dsc_6689-4

Noget af det bedste ved efteråret er de varme og krydrede krydderier man kan dufte i køkkenet – det emmer af hygge og hjemmetid evt. under dynen. Og det er også den tid på året, hvor man med god samvittighed kan lave en god varm drik toppet med cremet flødeskum. Det er netop, hvad jeg har gjort.

For efterhånden lang tid siden faldt jeg over en opskrift, som den søde Bitten har skrevet om. Nemlig en Pumpkin Spice Latte. Jeg har hele tiden udskudt at lave den, men nu skulle det være. Åhh den er lækker. Har man en Nespresso-maskine eller mælkeskummer er det nok at foretrække, for at lave en café latte, men det er utroligt nok ikke nogle af de redskaber, der er i vores køkken. Så min blev nok bare en form for kaffe med mælk i. Men det gjorde nu ingenting, for det var jo egentlig smagen af de varme krydderier og flødeskummet, der tiltrak mig 🙂

En pumpkin spice latte er i virkeligheden bare en café latte med en varm og krydret sirup, toppet med flødeskum.  Så nedenstående opskrift er på den krydrede sirup. Man skal ikke undervurdere tidsforbruget – det tog faktisk en del tid at dryppe siruppen igennem et viskestykke. Umiddelbart tænker jeg, at det er pga. stivelsen fra hokkaidogræskaret. Siruppen havde sådan en tynd geleagtig konsistens, som gjorde det lidt langsommeligt at at få sigtet den igennem et viskestykke – så alle urenheder blev frasorteret. Men når først man har lavet siruppen, så har man til lang tid – den skulle kunne holde sig i op til 3 mdr. i køleskabet. Og så er det virkelig en drik, der bare emmer af hjemmelig hygge og varme.

Ønsker man ikke at give sig i kast med at lave en græskarpuré selv, kan man sagtens anvende græskarpuré på dåse. Nedenstående opskrift er der anvendt hjemmelavet græskarpuré.

 

  • 1 hokkaidogræskar (til siruppen skal der kun anvendes 0,6 dl græskarpuré – resten kan evt. spises som tilbehør til aftensmaden)
  • Lidt vand til græskarpuréen

 

  • 3,75 dl vand til siruppen
  • 1,8 dl brun farin
  • 2½ dl sukker
  • 2 tsk stødt kanel
  • ½ tsk stødt ingefær
  • ½ tsk stødt nellike
  • ½ tsk stødt muskatnød
  • 0,6 dl af den hjemmelavede græskarpuré
  • 1½ tsk vanilleekstrakt

 

Fremgangsmåde

Start med at lave græskarpuréen – alternativt kan man bare købe en dåse græskarpuré, og springe processen over med fremstilling af hjemmelavet græskarpuré.

Skær græskarret over, fjern indmaden og skær i kvarte. Læg græskardelene med skærefladen nedad i en bradepande med et par deciliter vand. Bag græskarret i en 175 grader varm ovn i ca. en times tid til græskarret er mørt. Lad nu græskarrene køle lidt af, og skrab derefter kødet ud. Mos det med en gaffel. Der skal kun bruges 0,6 dl græskarpuré til siruppen, og de resterende græskar kan fx spises som tilbehør til aftensmaden.

Kom vand, sukker og brun farin en gryde, og lad simre ved medium varme til sukkeret er opløst. Skru ned for varmen og pisk kanel, ingefær, nellike, muskatnød og græskarpuré i. Lad det småsimre ved lav varme i 8 minutter, og rør med jævne mellemrum. Siruppen må ikke komme op at koge.

Fjern gryden fra varmen og hæld den gennem en sigte foret med et meget tyndt klæde. Jeg brugte et viskestykke, som måske var for tykt. Denne del af processen kan tage tid, da stivelsen i græskarpuréen gør, at massen kan have svært ved at dryppe igennem.

Lad siruppen køle ned til stuetemperatur, og tilsæt til sidst vanillesktrakten. Siruppen hældes på en marmeladeglas og opbevares i køleskabet.

Når siruppen er afkølet er den klar til anvendelse. Der laves en kop café latte, tilsættes et par spsk af den krydrede sirup efter behag, og toppes med flødeskum på toppen.

floral decoration