Delikat vanille-cheesecake med sommerlig nektarinmarmelade

lørdag, d. 16. januar, 2016

Vanille-cheesecake med nektarinmarmelade

Vanille-cheesecake med sommerlig nektarinmarmelade – en kage der efterhånden er kommet til at betyde ret meget. For det første fordi den bare er fantastisk lækker og cremet 😀 Og dernæst var det vores bryllupskage.

Sidste gang jeg lavede kagen, var det dog ikke bare for at bage. Nej, det var for at sende en kærlig tanke til min kære, kære farmor oppe i himlen. Efter et langt liv, blev himlen en stor stjerne rigere den efterårsmorgen. Min farmor og min mor er om nogen de personer i mit liv, der er grunden til, at jeg elsker at lave mad. Min farmor stod altid i køkkenet (og flere af opskrifterne her på bloggen, stammer da også fra hende), så for at ære hende og sende hende en kærlig tanke, gik jeg en tur i køkkenet og lavede cheesecake.

Jeg har tidligere lavet denne cheesecake, og den er bare en succes hver gang – også selvom man er fjender med husblas. Nektarinmarmeladen giver et herligt pift af syrlighed til kagen, og emmer virkelig af glæde og sommer. Dette er absolut en af mine favoritkager.

Bunden

  • 3,5 dl knuste digestivekiks
  • 30 g mandler
  • 5 spsk smør, som smeltes (jeg plejer altid at tage det lidt på slump)

Cheesecake fyld

  • 8 blade husblas
  • 2,4 dl sødmælk (det drikker vi ikke, så jeg blandede i stedet lidt piskefløde i skummetmælken)
  • 340 g flødeost (den helt almindelige fra Buko)
  • 200 g sukker
  • 2,4 dl piskefløde
  • 2,4 dl/1 bæger creme fraiche (38 %)
  • 1 vanillestang

 Pynt

 

Fremgangsmåde

Knus kiksene sammen med mandlerne i en minihakker.

Smelt smørret, og bland det sammen med kikseblandingen.

Klargør en springform på ca. 22 cm ved at smøre den i bunden med fedtstof. Klip herefter et stykke bagepapir i bundens størrelse, og læg det ned ovenpå den smurte bund. På den måde udgår man at bunden sidder fast, og den færdige kage, kan manøvres op på et fad – jeg er i øvrigt rigtig glad for Blomsterbergs springforme til dette formål.

Fordel kikseblandingen i springformen, og tryk den flad over det hele – kikseblandingen må hverken være for tør eller for våd. Når kikseblandingen presses flad skal den se en smule fedtet ud, og ikke for tør. Med den tykkelse bund, jeg godt kan lide, der plejer jeg at få en lille smule kikseblanding tilovers.

Vikl stanniol rundt om bunden på springformen, hvis massen evt. skulle dryppe.

Bag bunden i 8-10 min. ved 175 grader, og afkøl helt.

Herefter laves fyldet til cheesecaken.

Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min.

Fordel sødmælk, flødeost og sukker på en panden, og lad massen varme op til osten netop er smeltet, imens der piskes.

Knug det meste af vandet fra husblassen, men lad dog en smule hænge ved. Smelt husblassen i en gryde.

Hæld husblassen i en tynd stråle ned i flødeost-massen, mens der piskes godt og grundigt.

Lad blandingen afkøle helt.

Piskefløde, creme fraiche og kornene fra 1 vanillestang hældes i en skål.

Pisk massen, til der begynder at danne sig toppe – massen virker mere cremet i det end almindelig piskede flødeskum.

Tilsæt den afkølede flødeost-masse, og pisk godt til det hele er blandet.

Fordel fyldet over den afkølede bund, og sæt den på køl i minimum 4 timer – og gerne natten over.

Når bunden er tilpas stivnet eller lige inden servering, fordeles ca. 1 dl nektarinmarmelade ud over kagen. Kagen kan evt. pyntes med en stor flot, rose og lidt tørrede blomster.

 

floral decoration