Brændende kærlighed på en kold og blæsende vinterdag

fredag, d. 9. december, 2011

Brændende kærlighed

En tur hjemme ved min mor og far bød bl.a. på den vidunderlige danske ret Brændende kærlighed. Det er år og dag siden, jeg har fået det til aftensmad, så det var et glædeligt syn med denne dejlige ret.

Retten er i virkeligheden super nem at lave, og man burde få det lidt oftere, end hvad jeg får. Men da det jo ikke er nogen fedtfattig ret, er det måske godt nok at der går noget tid imellem. Til gengæld plejer det at smage super godt, når man så endelig får det.

Når vi får denne ret, plejer vi at servere baconfedt til. Altså det fedt, der er tilovers når man steger bacon i skiver. Det gemmer vi, til vi har nok af det og får så Brændende kærlighed. Det er næsten det bedste ved det hele 😉

Opskriften er cirkamål til 4 personer, da vi plejer at tage det på slump.

  • Kartofler
  • Mælk
  • Margarine
  • Salt
  • Hvid peber
  • 2 pakker bacon i tern
  • 2 Løg skåret i halve, halveret på langs og herefter i kvarte

Tilbehør

  • Smeltet baconfedt
  • Evt. friskhakket persille

Fremgangsmåde

Skræl kartoflerne, sker dem i tern og kog dem i letsaltet vand til de er nok.

Steg imens bacon i tern på en pande til de er gyldne.

Tag dem af panden, og steg løgene bløde på panden – de må ikke være sorte eller branket.

Hæld vandet fra kartoflerne, og hæld dem i en røreskål.

Smelt margarinen og og hæld mælken i. Opvarm væsken, og pisk den herefter i kartoflerne, så kartoffelmosen bliver lind og luftig.

Smag til med salt og hvid peber.

Server den varme kartoffelmos med baconternene, løgene og det smeltede baconfedt.

 

floral decoration