Oksemørbrad med bådekartofler, lynstegte forårsløg og rødvinssauce

tirsdag, d. 3. april, 2012

Vi har været på en mini-påskeferie hjemme ved mine forældre, og som sædvanlig fik vi masser af god mad 😀 Som regel har jeg dog også en finger med i spillet, så i mandags bestod aftensmaden nemlig af Oksemørbrad med bådekartofler, lynstegte forårsløg og rødvinssauce. Der findes næppe noget bedre end et godt stykke ko med tilhørende rødvinssauce, mmmm :)

Desværre ved jeg faktisk ikke hvor stor hvor oksemørbrad var, men den var temmelig stor, og blev derfor delt i 2 stykker. Rødvinssaucen har jeg tidligere lavet, og den er simpelthen bare SÅ fantastisk 😀 Den egner sig virkelig godt til oksekød. Min far har ikke så vild med rødvinssmagen i maden, men denne rødvinssauce vækker altid lykke. Den smager nemlig ikke af den kraftige rødvinssmag, som mad nemt kan komme til at smage af. Årsagen er bl.a. indkogningen af rødvinen, og en god fond gør underværker.

Alt det hele er mere eller mindre på slump, alt efter hvor mange personer man er. Vi var 5½ – min lillesøster spiser ikke så meget.

  • 1 stor, afpudset oksemørbrad
  • Smør/margarine
  • Salt og peber
  • Ca. 2 kg. kartofler
  • Olie
  • 3 bdt. forårsløg
  • 1 portion rødvinssauce

Fremgangsmåde

Start med at koge rødvinen ind til det halve.

Kartoflerne skrælles, skæres i både, og smøres ind i olie, samt salt og peber i et ovnfast fad eller en stor bradepande.

Kartoflerne bages i en 200 grader varm ovn i ca. 45 minutter, eller til de er nok.

Varm en pande/gryde op med smør/margarine, og brun oksemørbraden på alle sider. Krydr med salt og peber.

Læg oksemørbraden i et ovnfast fad, og sæt det i ovnen i ca. 20-30 minutter – alt efter hvor stor den er, indtil kernetemperaturen er omkring 63 grader, for en mediumstegt oksemørbrad. Det afhænger selvfølgelig rigtig meget af ovntypen/størrelsen på mørbraden, for hvor lang tid mørbraden skal have.

Imens laves den sidste del af rødvinssaucen.

Når mørbraden er færdig skal den trække i ca. 20 minutter under et klæde, for at alt saften trænger ind i kødet igen.

Skær top og bund af forårsløgene, og svits dem på en varm pande til de netop begynder at blive let bløde i det – uden at brune alt for meget. Krydr med salt.

Server den skiveskårende oksemørbrad med rødvinssaucen, bådekartoflerne og de lynstegte forårsløg.

 

Kommentarer

floral decoration