Krydrede kyllingetacos med appelsin-chili glasering og limemarinerede avocadoer

lørdag, d. 5. februar, 2011

Engang imellem får jeg lige kigget nogle af mine kogebøger igennem for at finde inspiration til aftensmaden. I aften har vi så fået Krydrede kyllingetacos med appelsin-chili glasering og limemarinerede avocadoer fra kogebogen Grill – opskrifter, teknikker og redskaber. Tænkt sig at man kan have sådan en bog stående på hylden og så ikke have lagt mærke til alle de lækre opskrifter, der er i den 😛 Men kan vidst undskylde mig selv med, at det egentlig i sin tid var kæresten, der fik den i gave.

Det er selvsagt en opskrift, der oprindelig skal laves på grillen, men med det vejr vi har ligenu og sæsonen taget i betragtning, kom ovnen i brug. Derudover brugte jeg kyllingefileter i stedet for venøsteaks, som retten oprindelig skulle have været med.

Synes det var rigtig lækkert, men smagen fra spidskommenfrøene var dog alt for gennemtrængende til min smag, så den vil blive nedjusteret en del næste gang fra 4 spsk (jeg brugte 3) til max 1 spsk. Derudover skal der absolut ikke så meget chili i glaseringen, som der står i den oprindelige opskrift. Mængden var på hele 1 spsk chilipulver…! Jeg kom nok kun ½ tsk chilipulver i, og det var ikke specielt mild.

Men når det så er sagt, så smagte det virkelig lækkert, og kunne absolut godt finde på at lave det igen :) Vi valgte i øvrigt at spise en smule creme fraiche til, for at tage lidt af det stærke.

Opskriften egner sig til 4 personer.

Krydrede kyllingetacos

  • 4 kyllingefileter
  • 2 store rødløg, pillet og skåret i ca. 1 cm tykke skiver
  • 4 spsk olie
  • 1 spsk spidskommenfrø (kan bl.a. fås ved en helseforretning – vores Føtex havde kun stødt spidskommenfrø)
  • 1 spsk paprika
  • Salt og friskkværnet peber

Appelsin-chili glasering

  • 2,4 dl frisk appelsinsaft
  • 1,2 dl lys balsamicoeddike
  • 1 spsk tomatpuré
  • En smule chilipulver

Limemarinerede avocadoer

  • 2 modne, men faste avocadoer
  • Saft af 6 lime
  • 4 spsk grofthakket frisk koriander (jeg brugte bare lidt frossen persille)
  • Salt og peber

Tilbehør

  • 12 majstortillas
  • Evt. creme fraiche

Fremgangsmåde glasering

Bland appelsinsaft, eddike, tomatpuré og chilipulver i en gryde. Bring det i kog ved høj varme. Skru ned for varmen, og lad det småkoge, indtil det er indkogt med 2/3 og blevet lettere sirupsagtig (30-40 min.). Tag glaseringen af varmen, og lad den køle ned til stuetemperatur.

Fremgangsmåde limemarinerede avocadoer

Del, udsten og skræl avocadoerne. Skær hver halve i tynde skiver. Kom avocadoskiverne, limesaft og koriander (eller persille) i en skål, og drys med salt og peber. Vend forsigtigt rundt til al avocadoen er jævnt dækket. Stil det til side til serveringen.

Fremgangsmåde krydrede kyllingetacos

Bland spidskommenfrø, paprika, olie og salt og peber i en lille skål. Lad en lille del af marinaden blive tilbage til løgene, og gnid kyllingefileterne i resten af marinaden.

Steg kyllingerne på en pande ved middelvarme, så de ikke brænder på. Når kyllingerne næsten er færdige dryppes lidt af appelsin-chili glaseringen over dem. Tag dem af varmen, og skær dem i skiver.

Mariner rødløgsskiverne i resten af marinaden og kom dem på den varme pande. Lad dem stege nogle få minutter til de begynder at blive bløde – men ikke branket.

Varm tortillas’ne i en forvarmet oven i ca. 1 min. til de bliver bløde.

Server de limemarinerede avocadoer, kyllingefileterne og resten af glaseringen i en sammenrullet tortilla.

Kommentarer

Afgiv en kommentar

You must be logged in to post a comment.

floral decoration