Den lækreste, svampede banankage med cream cheese frosting

torsdag, d. 15. august, 2013

Jeg har haft en stor trang til at bage i dag, ikke bare brød, men en lækker svampet kage. Så jagten gik ind på at finde den lækreste, svampede banankage. Min farmor har den lækreste opskrift på bananmuffins, og har også tidligere brugt denne opskrift til en alm. kage. Men har desværre måtte indse, at opskriften bare er bedst i muffinform.

Som altid søgte jeg lidt billeder på google, og fandt frem til Exclusively Food. Banankagen blev rost rigtig meget – faktisk for at være den bedste ifølge en del af kommentarerne. Og jeg må erklære mig enig – denne banankage er virkelig god. Dejlig svampet og absolut lækker, som den skal være. Jeg ændrede dog en smule i fremgangsmåden, da de brugte en food processor.

Oftest bliver der brugt enten chokoladeglasur eller smeltet chokolade ovenpå en banankage, men jeg er mere fan af cream cheese frosting, så ligesom Exclusively Food valgte jeg at benytte denne topping. Jeg brugte dog min farmors opskrift, som jeg også tidligere har brugt på gulerodskagen. Mmmm det gjorde godt 😀

Jeg har 2 størrelser af springforme, og ved denne kage blev der benyttet en springform på 22 cm. Her får man en fin høj kage.

  • 125 g saltet smør
  • 330 g sukker
  • 280 g moste bananer (2-3 store eller 3½ små)
  • 1 tsk vanillesukker
  • 2 store æg
  • 1 dl kærnemælk
  • 225 g mel
  • 1/2 tsk natron
  • 200 g flødeost natural
  • 120 g smør (til glasuren)
  • 250 g flormelis
  • 2 tsk vanillesukker

Fremgangsmåde

Pisk æg og sukker luftigt.

Smelt smørret og lad det afkøle lidt. Pisk smørret i æggemassen sammen med kærnemælk og vanillesukker.

Sigt mel og natron, og pisk det i dejen.

Vend de moste bananer i dejen.

Hæld dejen i en smurt og melet springform, og bag den i ca. 50-60 minutter ved 160 grader. Lad kagen afkøle helt.

Når kagen er afkølet helt, laves cream cheese frosting.

Rør smør, flormelis og halvdelen af flødeosten til en lind masse. Tilsæt herefter den sidste halvdel af flødeosten og vanillesukkeret.

Fordel frostingen ud på kagen, og pynt evt. med lidt finthakket chokolade og tørrede bananer.

Kommentarer

  1. Var på jagt efter en god lækker banankage og denne må jeg prøve. Så må kollegaerne vurdere smagen 😉

  2. Hej Sofie,
    Håber de kan lide den. Vær OBS på at kagen er ret tung i det :)

floral decoration