Baileysmarineret kylling på bund af baileys-,champignon- og flødesauce, samt rustikke kartoffelbåde med appelsin og persille

søndag, d. 5. december, 2010

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med baileyssmagen, og da jeg har planer om at lave nogle baileystoppe (fyldte chokolader) inden jul, var vi nødt til at anskaffe os sådan en flaske. Det betød selvfølgelig også at jeg endnu engang kom til at eksperimentere lidt med aftensmaden som bestod af Baileysmarineret kylling på bund af baileys-,champignon- og flødesauce, samt rustikke kartoffelbåde med appelsin og persille med pynt af lynstegte forårsløg og appelsinfilter.

Jeg havde en idé om at baileys og kylling ville gå godt i spænd, og at kyllingefileterne vil blive møre og saftige – sådan som øl og vin gør ved maden. Og idéen lykkes 😀 Det var simpelthen SÅ godt, og især flødesaucen var jeg helt vild med. Den var rigtig dejlig fløjlsblød og kyllingefileterne var saftfyldte og møre. Appelsinfileterne gik i rigtig godt spænd med baileyssmagen. Dog smagte de rustikke kartoffelbåde ikke af så meget, men det kompenserede appelsinfileterne for.

Da dette var et eksperiment har jeg ikke helt nøjagtige mål på de forskellige ingredienser, men man skal ca. bruge:

Baileysmarineret kylling

  • 4 kyllingefileter
  • En god sjat Baileys

Rustikke kartoffelbåde med appelsin og persille

  • Kartofler
  • Saften fra 1 appelsin
  • Lidt skal fra 1 appelsin
  • Lidt persille
  • Olie
  • Salt og peber

Baileys-,champignon- og flødesauce

  • Ca. 6 champignoner (alt efter størrelse)
  • 2½ dl. fløde (jeg brugte creme fine)
  • En god sjat baileys
  • Salt og peber

Pynt

  • Lynstegte forårsløg
  • Appelsinfileter

Fremgangsmåde Baileysmarineret kylling

Hæld en god sjat baileys i en skål sammen med kyllingefileterne og lad dem marinere i ca. 2 timer.

Steg dem efterfølgende på en pande med lidt olie. Hæld med jævne mellemrum baileysen, som kyllingerne er marineret i, over de pandestegte kyllingefileter – det kan godt sprøjte lidt.

Tag kyllingefilterne af varmen, beklæd dem med stanniol, og brug panden til flødesaucen.

Fremgangsmåde rustikke kartoffelbåde med appelsin og persille

Vask og skrub kartoflerne fri for jord, skær dem i både og læg dem over på en bradepande beklædt med bagepapir.

Vask appelsinen og skær lidt skræl af. Husk at skære det hvide fra, da det er her bitterheden sidder. Tilsættes ovenpå kartoffelbådene sammen med saften fra appelsinen.

Hæld lidt olie over kartoflerne, samt salt, peber og lidt hakket persille.

Sæt bradepanden ind i ovnen ved 200 grader i ca. 45 min. til 1 time – eller til de er nok.

Fremgangsmåde baileys-,champignon- og flødesauce

Skær champignonerne i skiver og svits på den varme pande. Tilsæt fløde og hæld lidt baileys ved. Lad saucen få et opkog, så alkoholen fra baileysen fordamper.

Smag til med salt og peber, og evt. tilsæt lidt mere baileys.

Server saucen med kyllingefileterne, samt de rustikke kartoffelbåde.

floral decoration