Appelsinmarineret kylling på grillen med syrlig blomme-ingefærsauce

tirsdag, d. 14. maj, 2013

I lørdags besluttede vi også endnu engang for at grille. Denne gang blev det til denne lækre Appelsinmarineret kylling på grillen med syrlig blomme-ingefærsauce. Åhh det var lige en ret for mig :)

Kyllingen smager af sommer og lune aftener på terrassen – det giver en dejlig friskhed til kyllingen at marinere den i revet appelsinskal. Jeg var helt vild med saucen. Eller dvs. sauce er nok så meget sagt. For det er i virkeligheden nok bare en snasket masse. Opskriften på denne ret er fra bogen Grill, opskrifter, tekniker og redskaber. Og som så ofte før, så har jeg erfaret at man med denne bog skal tage opskrifterne med et gran salt. Det stemmer ikke altid lige godt overens med virkeligheden. Saucen, som egentlig ikke rigtig er en sauce, egner sig i følge bogen til 4 personer. Men hjemme hos os rækkede den kun lige med nød og næppe til 2 personer. Så er man 4 personer, skal denne som minimum fordobles.

Tilgengæld var jeg helt vild med syrligheden, og de sauterede blommer, sammen med den appelsinmarinerede kylling. Det gav virkelig et lækkert modspil til hinanden. Jeg studsede noget over, at der skulle saften fra én hel citron i, og saucen smager da også syrligt, men sammen med de øvrige ingredienser og med tilbehør af kogte ris, var det helt perfekt til min smag.

Marinaden er til 4 kyllingefileter, saucen er til 2 personer.

  • 4 kyllingefileter
  • Ca. 4 spsk olie
  • 1½ tsk fintrevet appelsinskal
  • Salt og peber
  • 1 rødløg
  • 3 modne blommer
  • 3-4 drys stødt ingefær
  • Saft af 1 citron
  • Ca. ½-1 dl vand (dette var oprindelig ikke en del af opskriften, så det er cirka-mængde på, hvad jeg brugte)
  • 5 spsk friskhakket persille

Tilbehør

  • Kogte ris

Fremgangsmåde

Bland fintrevet appelsinskal med olie, salt og peber og vend kyllingefileterne i marinaden.

Når grillen er klar, lægges kyllingefileterne på grillen.

Imens forberedes saucen.

Løget halveres og skæres i tern.

Blommerne halveres, udstenes og skæres i kvarte.

Svits løgene i lidt olie i ca. 3 minutter til de bliver bløde. Tilsæt blommer og ingefær, og lad det svitse under omrøring til de bliver møre – dette tager ca. 13 minutter.

Lige inden servering tilsættes vand, citronsaft fra 1 citron, samt persille. Der smages til med salt og peber.

Server de grillede kyllingefileter sammen med kogte ris og blomme-ingefærsauce.

Kommentarer

  1. Du kan altså noget med frugt i mad. Og det har jeg vist sagt før, men det er altså også noget af det bedste, jeg ved.

  2. Hej Sysleren,
    Mums ja, det er virkelig også noget af det bedste, jeg ved 😀

floral decoration