Pasta i cremet hvidløgs/champignonsauce med letkogte broccolibuketter, og sprødstegt kyllingefilet

tirsdag, d. 21. februar, 2012

Tiltrods for at vi laver madplan, sker det at den ændres. Sådan et tilfælde havde vi i går, primært fordi at det, der var plottet på madplanen, ville tage for lang tid. I stedet fik vi Pasta i cremet hvidløgs/champignonsauce med letkogte broccolibuketter, og sprødstegt kyllingefilet til aftensmad. Holdt da op, det var bare lækkert. Det var en opskrift jeg fandt i et blad hjemme ved mine svigerforældre, og fik således lyst til at prøve retten.

Det er absolut ikke sidste gang, vi får dette til aftensmad 😀 Jeg var i starten lidt skeptisk, for mig og ost har det ikke alt for godt sammen. Men synes egentlig det lød  lidt spændende alligevel, at prøve denne sauce med hvidløgsflødeost. Og det har jeg slet ikke fortrudt et sekund. Den er simpelthen så lækker og cremet, og ret anderledes, end det vi normalt plejer at få.

Jeg valgte dog at fordoble opskriften på saucen, da jeg med det samme kunne se, at den ikke egnede sig til 4 personer. Dette er der dog taget højde for i nedenstående opskrift.

Til 4 personer skal der bruges:

  • 4 kyllingebrystfileter
  • 500 g frisk pasta
  • 500 g champignoner
  • 200 g bacon i tern (sker gerne lidt af fedtet fra, hvis der er for meget)
  • 200 g hvidløgsflødeost
  • 2½ dl creme fine madlavningsfløde
  • Salt og friskkværnet peber

Tilbehør

  • Letkogte broccolibuketter

Fremgangsmåde

Steg kyllingefilterne på en pande til de er gennemstegte.

Rens champignoner og skær dem i kvarte.

Kog pastaen som anvist på pakken.

Steg bacontern gyldne i en sauterpande, og tilsæt champignonerne, så de bliver let gyldne på alle siger. Tag evt. lidt bacon fra til pynt.

Tilsæt hvidløgsflødeosten, sammen med madlavningsfløden, og rør godt til det hele er smeltet, og varmet op.

Smag til med salt og peber.

Server saucen med de sprødstegte kyllingefileter, den friskkogte pasta og broccolibuketterne.

floral decoration