søndag, d. 9. september, 2012
Jeg var alene hjemme i fredags, og det bar aftensmaden nok lidt præg af. Jeg fik nemlig Paneret skinkesteaks med citrus-blomkål og kiwi. Det var lang tid siden, jeg sidst havde paneret noget kød på den gode gammeldags måde med mel, æg og rasp, så tænkte lige at det skulle være det aftensmaden bestod af.
Kødet bliver jo også noget mere lækkert og knap så tørt med en panering, så nogle gange er det nu altså ret lækkert 🙂 Jeg serverede nogle citrus-blomkål til, som smager så dejlig frisk, og er en nem måde at peppe et blomkålshoved op på. Derudover fik jeg lidt kiwi til – det er jo ret så lækkert at få lidt grønne farver på tallerkenen.
Jeg lavede som sagt bare mad til mig selv, så det meste af det skal nok ganges op. Paneringen kan dog godt række til 4 stykker kød.
Pisk ægget let sammen med en gaffel i en dyb tallerken. Fordel lidt mel i en anden tallerken, og lidt rasp med lidt salt og peber i en tredje tallerken.
Vend kødet i det sammenpiskede æg, herefter vendes det i melet, dernæst i ægget igen og tilsidst i raspen.
Varm en pande godt op, med smeltet smør/anden fedtstof og steg de panerede skinkesteaks til de er færdige.
Imens forberedes citrus-blomkålen.
Del blomkålen i grove buketter, og steg dem i olie på en varm pande i 4-5 minutter, eller til de har fået lidt farve. Jeg synes der gik en del olie til, da de suger meget. Kom citronskal og citronsaft på, og smag til med salt.
Skræl kiwien, og skær den i skiver.
Server de færdigstegte skinkesteaks med citrus-blomkålen og kiwien.
Kategori(er): Aftensmad, Gastronomi, Sund mad
Tags: æg rasp, citron, mel, Paneret skinkesteaks med citrus-blomkål og kiwi, panering