Børnevenlige isvafler med frisk frugt

mandag, d. 17. august, 2015

Isvafler med frisk frugt

Vi har netop holdt vores søns 1 års fødselsdag. Det seneste år har bare gået så stærkt, og det er næsten ikke til at forstå at min lille puttegøj allerede har rundet det første år af sit liv. Udover at have fejret ham sammen med familien hjemme, har vi også fået ham fejret i dagplejen.

Rigtig, rigtig mange forældre vælger at lave de såkaldte frugtdyr, så jeg valgte at lave noget anderledes, og ikke noget “alle” tager med. Jeg surfede Pinterest igennem for gode idéer, og dem er der mange af 😀 Jeg faldt dog pladask for de her børnevenlige isvafler med frisk frugt, pyntet med chokolade og krymmel. De er rigtig fine, nuttede og på samme tid super nemme at lave. Nu er jeg ikke ligefrem ekspert i børnefødselsdage endnu, men de faldt i virkelig god jord hos de kære dagplejebørn – som straks, da jeg trådte ind ad døren, tog fat i vaflerne.

Til 8 isvafler blev der brugt:

  • 8 små isvafler
  • Ca. 75 g lys/mælkechokolade
  • 1 god mængde krymmel (denne krymmel er købt i Tyskland i én af grænsebutikkerne)
  • Ca. 300 g frisk frugt (Fx jordbær, hindbær, kiwi og melon)

Fremgangsmåde

Smelt chokoladen over vandbad eller i microovnen, hvis det skal gå hurtigt. Tag en vaffel i den ene hånd, og påfør 1-2 tsk smeltet chokolade på toppen af vaflen, med den anden hånd. Drys med lidt krymmel hele vejen rundt. Gentag proceduren med alle isvaflerne.

Jeg placerede hver isvaffel oprejst i et glas, satte hver glas ind i køleskabet indtil lod chokoladen er størknet.

Skær frugterne i mindre stykker, og fordel dem i isvaflerne – dette var super nemt, mens de stadig stod oprejst i glassene.

Anret dem på et fad, og pynt gerne med lidt citronmelisse.

floral decoration