Taco-pizza med salsa Ranchera

fredag, d. 12. august, 2011

For nogle måneder siden fandt jeg den fantastiske canadiske blog Closet Cooking (og til familien i Canada, kan jeg virkelig anbefale hans side). Jeg er meget imponeret over hans simple, og alligevel super flotte mad. Jeg har virkelig lyst til at prøve rigtig mange af hans retter. En af dem fik jeg så afprøvet i dag, nemlig en super lækker Taco-pizza med salsa Ranchera. Nøj, det var godt 😀

Når man skal afprøve nye opskrifter, kan det godt være lidt svært at vurdere de forskellige smagsnuancer – om nogle træder for meget igennem i forhold til andre. Jeg har tidligere lavet nogle retter med spidskommen, hvor smagen trængte alt for meget igennem, og dominerede retten fuldstændig – på den knap så gode måde. Jeg var derfor meget opmærksom på mængden af spidskommen i salsaen, og konstaterede at jeg måtte lave lidt tilrettelser til min salsa, så smagen ikke blev dominerende. Og det lykkedes faktisk rigtig godt. Man kunne lige ane spidskommen-smagen, som var i en fin symfoni med de andre ingredienser.

Jeg valgte også at afprøve en af hans pizza-deje. Den var ok, men desværre ikke noget videre spændende i forhold til, hvad jeg havde håbet på, idet den skulle hæve natten over i køleskabet. Så næste gang pizza’en skal laves, bliver det nok med den sædvanlige dej :)

Men hvor var det en super god og samtidig anderledes pizza – specielt hvis man har hang til det mexikanske og tacos 😀

Salsaen rækker til 4 personer, og til 1 pizza brugte jeg nok ca. 250 g hakket oksekød.

Salsa Ranchera

  • 1 spsk olie
  • 1 lille løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (hakket)
  • 1 skive, hakket jalapeño (dem, man kan få i glas)
  • Ca. ½ tsk spidskommen
  • 1 ds flåede tomater
  • Lidt friskhakket persille

Taco-pizza

  • Ca. 250 g hakket oksekød
  • ½ pose taco-krydderi
  • Lidt vand
  • Mozzarellaost i skiver
  • Salat
  • 1 tomat
  • 1 dl creme fraiche
  • 1 portion pizzadej

Fremgangsmåde salsa

Svits løg i lidt olie i 5-7 min ved middel-svag varme – de må ikke blive brune.

Tilsæt hvidløg, jalapeño og spidskommen, og lad det svitse med i ca. 1 min.

Tilsæt de flåede tomater, og lad blandingen koge ind i ca. 20 min., til salsaen tykner.

Krydr tilsidst med lidt friskhakket persille.

Fremgangsmåde taco-pizza

Brun kødet i en gryde, og tilsæt taco-krydderiet sammen med en smule vand (ca. ½ dl).

Rul pizzadejen ud på en bageplade/bagesten.

Smør salsaen ud på pizzaen, og tilsæt det hakkede oksekød, samt mozzarella-skiverne.

Bag pizzaen i en 225 grader varm ovn i ca. 15 min., og lad den efterfølgende køle lidt af.

Imens skæres salaten ud, samt tomaten skæres i kvarte skiver.

Kør creme fraichen glat i en minihakker (eller hvad man nu lige har), så den bliver fin, tynd. For mig at se betyder det en hel del for smagen, da man ikke får nær så meget creme fraiche på pizzaen, som hvis man bare tager den direkte fra bøtten.

Drys salaten og tomatskiverne ud på den let-afkølede pizza, og pynt med lidt creme fraice.

Kommentarer

  1. Det ser rigtig lækkert ud! Det må da næsten afprøves engang ved lejlighed 😉

  2. Hej Alice,
    Det smagte også rigtig godt – var især vild med salsaen :)

  3. Closet Cooking er også en af mine absolut favoritter pt. – hans madstil passer lige til mig (meget tex-mex inspireret), og så laver han bare nogle fantastisk flotte billeder.
    Pizzaen ser rigtig lækker ud – har du prøvet andre af hans opskrifter? Jeg lavede de chipotle glaserede løg den anden dag (men har dog ikke fået blogget om dem endnu)…

  4. Hej Heidi,
    Ja, han laver bare nogle super flotte billeder – er også selv helt betaget af dem 😀 Mange tak :) Nej, det var den første opskrift, jeg prøvede – men det er garanteret ikke den sidste 😀 Uhh dem glæder jeg mig til at læse mere om :)

floral decoration