Champignonsuppe med balsamicoglaserede løg og grissini

mandag, d. 4. oktober, 2010

Aftensmaden skulle være en ret, der ikke ligger tungt i maven, da vi skulle i biografen. Derfor faldt valget på en Champignonsuppe med balsamicoglaserede løg og hjemmebagte grissini som tilbehør. Opskriften er endnu en af dem, jeg fik da jeg var i gang med køkkenassistentuddannelsen.

Jeg lå i øvrigt mærke til at jo koldere suppen blev, jo mere flød olien op på toppen – men det gør den jo egentlig også ved en almindelig hønsekødssuppe.

Opskriften egner sig til 2 personer.

Balsamicoglaserede løg

  • 2 skalotteløg
  • olie
  • Hvid balsamicoeddike

Champignonsuppe

  • 150 g rensede champignoner
  • 2 tsk vindruekerneolie
  • 1 tsk citronsaft
  • 8 dl varm grøntsagsfond
  • 4 tsk vindruekerneolie
  • Ca. 1 ½ spsk mel
  • 1 æggeblomme
  • 1½ dl let fløde 13%
  • Salt og peber

Fremgangsmåde champignonsuppe

Skær champignoner i skiver og svits dem i olie og tilsæt citronsaft.

Hæld den varme grøntsagsfond ved de svitsede champignoner og lad det koge ved svag varme i ca. 5 min. Tag champignonerne fra med en hulske, og dæk dem til med noget stanniol, så de forbliver lune.

Varm olie op i en gryde og rør mel i, til blandingen bliver glat.

Tilsæt melblandingen champignonvæden lidt efter lidt, mens der piskes med piskeris.

Pisk æggeblommen og piskefløden let sammen, og pisk det i suppen. Lad suppen koge ved svag varme i ca. 5 min.

Fremgangsmåde balsamicoglaserede løg

Pil skalotteløget og skær det ud i både.

Svits løgbådene hurtigt på en pande. De må ikke blive brune.

Dryp balsamico over, vend løgbådene et par gange på den varme pande og server dem oven på suppen sammen med de hjemmebagte grissinier.

Kommentarer

  1. Det lyder simpelthen bare så godt! Og nu hvor jeg har lovet mig selv at gå amok i suppe, er det en god start. Kan den egentlig fryses?

  2. Synes også det smagte godt 😀 Åhh, det “får” jeg ikke lov til :( Jeg har ellers flere supper, jeg godt vil have afprøvet… Men engang imellem får jeg presset mine idéer igennem 😀

    Hmm det aner jeg faktisk ikke. Men det er da et forsøg værd :)

floral decoration