Aftensmaden bestod i dag af en tunsalat med strejf af citronskal, serveret på bund af salat og groft brød. Jeg har efterhånden lavet denne tunsalat nogle gange, men i dag blev den altså bare super god
Ifølge den oprindelige opskrift, skal der ikke citronskal i, men kun citronsaft. Da vi imidlertid havde nogle rester af et par citroner, tænkte jeg, at man kunne afprøve at komme citronskal i tunsalaten. Nøj, det blev altså bare godt
Citronskallen giver retten det sidste pift, og jeg tror faktisk, at jeg for eftertiden vil komme citronskal i, for det blev bare SÅ meget bedre
Jeg tager noget af opskriften på slump, og smager den til med jævne mellemrum.
Opskriften egner sig til 2 personer.
Tunsalat
- 1 ds. tun
- Ca. 2 dl creme fraiche
- Ca. 1/4 rødløg alt efter størrelse
- 2 hårdkogte æg (æg, der har kogt i 9 min.)
- Ca. 1 fed hvidløg
- Lidt basilikum (der kan både bruges frisk og tørret)
- Lidt salt og peber
- Revet skal af ½-1 citron
- En smule citronsaft
Tilbehør
- Blandet salat
- Groft brød
Fremgangsmåde
Skær løget i mindre stykker tern, og bland det med tunen og creme fraichen. Tilsæt lidt presset hvidløg, salt, peber, lidt basilikum, citronsaft og revet skal fra citronen.
Skær de kogte æg i tern, og kom det i tunsalaten.
Lad tunsalaten trække ½ times tid, og servere den med en blandet salat og groft brød.




