Tilbageblik på et begivenhedsrigt 2014 med barn og bryllup

mandag, d. 19. januar, 2015

Fotografbillede

Selvom vi er godt i gang med 2015, ser jeg nu alligevel tilbage på et 2014, der har været helt ud over det sædvanlige :) Nogle af os bemærkede i høj grad den varme juli vi havde, for når man rendte rundt og var højgravid, havde elefantfødder og bare syntes det var en ulidelig varm sommer, så er det godt at sådan en graviditet har sin ende.

I midten af august kom vores “lille” dreng nemlig til verden 😀 Og tænkt sig han er allerede blevet 5 mdr. nu, og er en rigtig lille charmetrold. Han er indtil videre en dejlig nem dreng med et godt sovehjerte, hvilket betyder at jeg er så heldig, at jeg for det meste har en del mor-tid :)

I starten gik meget af mor-tiden med forberedelserne til vores bryllup. Vi valgte nemlig at blive gift sammen med barnedåben, som løb af stablen 9 uger efter fødslen, og jeg begyndte derfor allerede planlægningen lige efter nakkefoldsscanningen. Sådan et bryllup er jo som regel ikke helt billigt, og vi snakkede da også kort om at blive gift på rådhuset. Men når vi endelig, efter 9 år sammen, skulle giftes, så ville jeg altså ikke “nøjes” med et rådhusbryllup. Min indre prinsesse skreg efter et kirkebryllup med hvid kjole og blive ført op af min far. Jeg (ja, for det var mig, der planlagde brylluppet) gjorde meget for at holde prisen nede. Vi var så heldige, at få middagen af mine forældre, jeg lavede selv kagerne, og dermed endte vi kun med at give lige knap 15.000 kr. for et kirkebryllup 😀

Det kunne bl.a. lade sig gøre, da min kjole og sko blev købt brugt, jeg købte smykker hjem fra USA på Etsy, båndet til kjolen samt hårpynten er en DIY-kreation med ting fra USA, dåbskjolen lånte vi af mine forældres nabo, og sidst men ikke mindst fandt vi nogle helt fantastiske freelance-fotografer i vores lokalområde, hvor vi selv kunne få lov til at redigere billederne. Kravet fra fotograferne var at det skulle være anderledes billeder, da de gerne ville udfordres, hvilket også var dét, vi selv var ude efter.

Jeg kunne ikke ønske mig et bedre 2014…

floral decoration