Svampet ølkage – på en bidende kold efterårsdag

fredag, d. 26. oktober, 2012

Uhhhh det har godt nok været koldt i dag – og i formiddags faldt vinterens første små snefnug udenfor vores vinduer. Da kæresten arbejdede hjemme i dag (og jeg havde min sædvanlige fredags-fridag), besluttede jeg mig for at bage en svampet ølkage – det passede perfekt til den bidende kulde, vi har haft i dag.

Jeg fandt opskriften hos den altid inspirerende Piskeriset for lang tid siden, så nu skulle det være. Havde en god fornemmelse med denne kage, idet den minder ret meget om den fantastiske Kanelkage i fremgangsmåde og tildels også i ingredienser. Jeg er tilhænger af, at når der bages kage, så skal der ikke spares på fedt og sukker – det er det, der gør kager sindssygt gode. Denne ølkage smagte fantastisk – netop pga. den store mængde brun farin, der blev tilsat i kagen.

Jeg er vild med den lune kage som den er, men som det også hører sig til ved en rigtig ølkage, serveres denne også med smør. Kagen er super lækker  svampet i midten, og har et lækkert og sprødt ydre, når den kommer ud af ovnen – virkelig en lækker ølkage 😀

Kagen rækker til 12-16 – alt afhængig af, hvor store stykker man skærer.

  • 500 g hvedemel
  • 500 g brun farin
  • 4½ dl øl – Brown Ale
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk stødt nelliker
  • Smør til at smøre formen med

Fremgangsmåde

Sigt melet i en skål, og bland alle de tørre ingredienser sammen med melet.

Pisk derefter forsigtigt øllet i.

Smør en lille bradepande med smør og hæld dejen i.

Bag kagen ved 175 grader i ca. 40 minutter – jeg bruger altid almindelig ovn,

Server den lune kage som den er, eller med lidt smør til.

Kommentarer

  1. Tusind tak – er rigtig glad for at høre, at du kunne lide den! Jeg var ikke så vild med ølkage, da jeg var yngre, men da jeg lavede denne udgave, blev jeg positivt overrasket over, hvor lækker en ølkage faktisk kan være 🙂

  2. Hej Piskeriset,
    Mums, er helt bestemt vild med den – og den bliver jo faktisk en tand mere svampet i en pose dagen efter.

floral decoration