Sprødt, groft valnøddebrød med timian, oregano og friskpresset appelsinsaft

mandag, d. 9. april, 2012

For et par ugers tid siden faldt jeg over bogen Byens bedste brød og kager af Rikke Gryberg i Føtex. Der er bare SÅ mange lækre opskrifter, som jeg skal have prøvet, og i går blev det det skønne valnøddebrøds tur. Vi havde et par venner på besøg, og det faldt i MEGET god jord. Det var virkelig lækkert, og fuld af smag og kraft. Det er absolut ikke sidste gang, det bliver lavet.

Da jeg havde bestemt, at aftensmaden skulle bestå af nogle sandwich-burgere, formede jeg brødet til små boller i stedet for et stort brød. Som vores venner beskrev det, var det lige prikken over i’et med et så lækkert brød. Dejen var dog imidlertid ret anderledes at arbejde med. Den virkede til at være meget tung fra starten af, hvorfor jeg også kun kom ca. 400 g italiensk hvedemel i stedet for 500 g. Det andet, der slog mig var hævningen af brødet. Jeg lod det hæve natten over i køleskabet, og efterhævningen skulle så foregå ved stuetemperatur i 4 timer. Normalt plejer brød at hæve en smule mere inde i ovnen. Det var dog ikke tilfældet ved dette brød. Det var meget minimalt brødet hævede, så den volume brødet har efter efterhævning, er sådan set det endelige resultat.

I stedet for bare at tilsætte 10 g gær, lavede jeg en falsk surdej, hvilket måske også har gjort det endnu mere kraftfuldt.

Men det var som sagt virkelig lækkert. Meget sprødt endda – ikke noget med at sprødheden fortog sig efter semi-afkøling. Personligt kunne jeg dog godt overveje at lave dobbeltportion næste gang, da der egentlig ikke bliver så forfærdelig meget brød. Jeg fik 8 sandwich-burgerboller.

  • 1 dl appelsinsaft
  • 2 dl vand
  • 10 g gær
  • 2 tsk sennep
  • 2 tsk mørk malt (det undlod jeg, da jeg ikke lige kunne finde noget)
  • 2 tsk groft salt
  • Ca. 400 g italiensk hvedemel/pizzamel (tipo 00)
  • 50 g rugmel
  • 1 tsk frisk timian
  • 1 god håndfuld friskhakket oregano
  • 75 g grofthakkede valnødder

Fremgangsmåde

Start med at lave den falske surdej ved at røre 5 g gær ud i ½ dl vand og ca. 50 g italiensk hvedemel. Stil den et lunt sted i ca. 30 min til den begynder at semi-boble.

Rør appelsinsaft, det resterende vand og gær sammen i en skål, og tilsæt den falske surdej.

Tilsæt sennep, malt og salt og rør det rundt.

Rør hvedemel, rugmel, krydderurterne og valnødderne i og ælt dejen godt sammen i 12 minutter. Dejen er ret fast i det, så det er en fordel at bruge enten en røremaskine eller dejkroge på en el-pisker.

Lad dejen hvile tildækket natten over i køleskabet.

På dag 2 slå dejen ned og form enten et stort brød eller 8 sandwich-burgerboller (pres dem meget flade) på en bageplade beklædt med bagepapir.

Drys med mel, snit et fint mønster og lad dejen efterhæve i ca. 4 timer.

Forvarm ovnen til 250 grader med en bradepande i bunden.

Sæt brødet i ovnen, kom lidt vand (1 dl) i bradepanden og sluk ovnen i 5 minutter.

Tænd den igen på 200 grader, og bag brødene i ca. 25-30 minutter, eller til de lyder hult under bunden.

Kommentarer

  1. Hej Carina 🙂
    Stort tillykke med den gode nyhed. Så kan vi se frem til en masse spændende blogindlæg, når du skal på barsel 😉
    Jeg har et spørgsmål til fremgangsmåden ved denne opskrift. Hvorfor skal ovnen slukkes 5 min. når brødet sættes ind?
    Mvh Carina

  2. Hej Carina,
    Mange tak – ha ha åhh ja, det håber jeg, at jeg har tid og overskud til 😛

    Når ovnen slukkes i ca. 5 minutter med 1 dl. vand i ovnen, bliver brødet dejligt sprødt 🙂

floral decoration